Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Budapest, 22/06/2026 - 14:22

Ungarns Magyar vil indlede proces for at fjerne landets præsident

Ungarns premierminister har flere gange opfordret landets Orban-allierede præsident til at træde tilbage.

Af: /ritzau/

Ungarn vil indlede en proces for at fjerne landets præsident, Tamas Sulyok, fra posten ved hjælp af en forfatningsændring.

Det oplyser landets nyvalgte premierminister, Peter Magyar, mandag, skriver Reuters.

Magyar har flere gange efter sin valgsejr opfordret Sulyok, der er allieret med den tidligere premierminister Viktor Orbán, til at træde tilbage.

I april gav han ham desuden en deadline og sagde, at hvis Sulyok og landets øverste dommere ikke selv var trådt tilbage inden 31. maj, ville regeringen bruge sit "mandat og de juridiske muligheder til at fjerne dem fra deres embeder".

Orbans efterfølger har flere gange understreget, at ungarerne har stemt for et fuldstændigt regimeskifte ved parlamentsvalget i april.

Magyar og hans parti, Tisza, fik ved valget et flertal på mindst to tredjedele af pladserne i landets parlament.

Dermed kan han ændre i den ungarske forfatning.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek