Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 17/02/2026 - 12:48

EU-Kommissionen undersøger Shein for salg af børnelignende sexdukker

EU-Kommissionen har tirsdag indledt en undersøgelse af den globale e-handelsplatform Shein fra Kina.

Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

EU-Kommissionen har tirsdag indledt en undersøgelse af den globale e-handelsplatform Shein for blandt andet salg af børnelignende sexdukker.

Det oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.

- I EU er ulovlige produkter forbudt, uanset om de findes i butikkerne eller på onlinemarkedspladser, siger EU-kommissær Henna Virkkunen i en pressemeddelelse.

EU-Kommissionen understreger, at indledningen af undersøgelsen ikke er ensbetydende med, at Shein har overtrådt reglerne.

Ifølge EU-Kommissionen bliver Shein undersøgt for de systemer, platformen har indført for at begrænse salget af ulovlige produkter i EU.

Det gælder blandt andet "indhold, der kan udgøre seksuelt misbrug af børn, såsom børnelignende sexdukker".

Shein er grundlagt i Kina. Selskabet kom i fokus sidste år, efter at børnelignende sexdukker og våben blev udbudt til salg på platformen.

Talsmand for EU-Kommissionen Thomas Regnier siger, at mistanken om overtrædelse af EU's regler er alvorlig.

- De illegale produkter inkluderer våben og børnelignende sexdukker, siger Thomas Regnier.

Han fastslår, at Shein når ud til 145 millioner forbrugere i EU.

Derfor kan mange forbrugere i EU være eksponeret for ulovlige produkter.

Ifølge Thomas Regnier har en test af 27 produkter til børn under tre år fra Shein desuden vist, at "alle produkterne var i strid med EU-lovgivningen".

Det kan eksempelvis være krav til, at materialerne ikke må være sundhedsskadelige for børn.

- Så budskabet er klart: Shein skal analysere de risici, det stiller vores forbrugere over for. Og Shein skal imødegå de risici.

- Vi vil nu lave en undersøgelse, og vi opfordrer selskabet til at samarbejde, siger Thomas Regnier.

Undersøgelsen er rejst i henhold til EU's lov om digitale tjenester.

Det er den såkaldte Digital Services Act (DSA).

Undersøgelsen skal også se på Sheins "vanedannende design" og "manglende gennemsigtighed i anbefalingssystemerne".

EU-Kommissionen vil konkret vurdere, om der er "risici" forbundet med, at Shein tildeler forbrugerne point eller belønninger for engagement.

Ifølge EU-Kommissionen kan vanedannende funktioner "have en negativ indvirkning på brugernes velbefindende og forbrugerbeskyttelsen online".

- Loven om digitale tjenester beskytter forbrugerne, sikrer deres velbefindende og giver dem information om de algoritmer, de interagerer med.

- Vi vil vurdere, om Shein overholder reglerne, siger Henna Virkkunen.

I henhold til EU-lovgivningen skal Shein offentliggøre de vigtigste parametre, der anvendes i platformens anbefalingssystemer.

Samtidig kræver reglerne, at Shein og andre lignende platforme skal give brugerne mindst én let tilgængelig mulighed, der "ikke er baseret på profilering".

EU-Kommissionen vil nu fortsætte med at indsamle beviser.

Samtidig giver indledningen af undersøgelsen EU-Kommissionen en række beføjelser til midlertidige foranstaltninger over for Shein.

Men også til at acceptere tilsagn fra Shein om at afhjælpe de forhold, der bliver undersøgt.

EU's Digital Services Act fastsætter ikke en frist for afslutningen af den formelle procedure.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek