Nuuk, 29/04/2025 - 16:02
Regeringsleder: Kongen sender signal om at han gerne vil Grønland
Kong Frederik har et "specielt forhold" til Grønland, og det mærker man, siger Grønlands regeringsleder.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, mener, at kong Frederiks besøg er et tydeligt tegn på hans engagement i Grønland.
Det siger Nielsen tirsdag formiddag grønlandsk tid, kort efter at han i fællesskab med kongen er ankommet til Nuuk.
- Jeg synes, at det sender et signal om, at kongen rigtig gerne vil Grønland, og at han rigtig godt kan lide Grønland, siger Jens-Frederik Nielsen.
Han mener, at "det bånd, der har været stærkt mellem kongehuset og den grønlandske befolkning, det stadig er stærkt".
Over de kommende dage er kongen i Nuuk på et besøg, der er blevet noget forkortet på grund af dårligt vejr.
Besøget finder sted, på et tidspunkt hvor USA's præsident, Donald Trump, i flere måneder har givet udtryk for sin interesse i at overtage Grønland.
I forbindelse med kongebesøget siger Nielsen, at "i forhold til den udenrigspolitiske situation synes jeg, at vi arbejder med det et lidt andet sted".
- Men jeg er glad for, at kongen kan komme herop og vise også den grønlandske befolkning, at hans kærlighed til landet stadig er sådan, siger Jens-Frederik Nielsen.
Kong Frederik har siden barndommen besøgt Grønland med jævne mellemrum, både officielt og privat - og også med ekspeditionen Sirius 2000, som fandt sted for 25 år siden.
Det særlige forhold mener Nielsen, som mandag blev modtaget af kong Frederik på Amalienborg, at man tydeligt kan man mærke.
- Jeg har altid kunnet mærke, at kongen har et specielt forhold til Grønland, og man kan mærke det fuldstændig oprigtigt. Det har været sådan i mange år – også hans forgænger, siger han og henviser til dronning Margrethe.
- Så deres kærlighed til vores land kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved, fastslår Jens-Frederik Nielsen.
33-årige Jens-Frederik Nielsen blev i marts leder af Grønlands regering, Naalakkersuisut, efter at hans parti, Demokraatit, blev den store vinder ved det grønlandske parlamentsvalg.
/ritzau/