Det er ikke ligefrem nogen nydelse at indtage den lidt klæbrige, søde masse. Men det er ganske enkelt uundgåeligt. I hvert fald hvis du vil vinde cykelløb.

De seneste fem-seks år er der nemlig sket en revolution. En sukkerrevolution, som radikalt har ændret, hvordan cykelryttere og andre udholdenhedsatleter bør spise og drikke, mens de træner og konkurrerer.

- Jeg kan tydeligt mærke forskel. Det har en ret stor effekt på performance og evnen til at køre intenst i lang tid. Det har været med til at gøre cykelløbene hurtigere og hurtigere, siger Casper Pedersen.

Den danske cykelrytter fra Quick-Step er ikke med i årets Tour de France, men fra sofaen har han kunnet se, at feltet har buldret derudad i højt tempo.

Generelt i cykelsporten falder den ene fartrekord efter den anden, men hvordan forklarer man det, når de faldne rekorder blev sat i 1990'erne og 2000'erne, hvor epo og andre dopingmidler var udbredte?

Det bedste bud er, at adskillige revolutioner inden for udstyr, træning og ernæring sammenlagt giver en større præstationsforbedring, end diverse ulovlige medikamenter og blodtransfusioner gjorde i dopingæraen.

Man kunne skrive bøger om, hvordan videnskab har ændret cykelsporten. Et sted, der er sket rigtig meget, er på det systematiske indtag af cykelrytterens vigtigste brændstof, kulhydrater.

- Den helt store revolution handler om indtaget af energi under træning og løb, siger Søren Lavrsen, som indtil maj var ernæringsfysiolog i Team Danmark og nu er såkaldt lead performance nutrionist hos Jonas Vingegaards Visma-mandskab.

Helt skåret ind til benet handler revolutionen om, at man i løbet af de seneste fem-seks år har fundet ud af, at kroppen kan optage meget mere kulhydrat, end man troede - uden at maven eksploderer.

Det har betydet, at cykelrytterne med et øget optag af sukker kan træne og køre cykelløb mere intensivt i længere tid, og risikoen for at gå sukkerkold er markant mindre end før. Blandt andet derfor ser man ryttere, der tør åbne cykelløb og køre solo med 50-100 kilometer til mål.

- For bare fem år siden indtog rytterne cirka 30 gram kulhydrat i timen. I dag kører langt de fleste hold med 100-120 gram kulhydrat i timen. Jeg har også kendskab til cykelryttere og andre atleter, som ligger væsentligt over 120 gram i timen, siger Søren Lavrsen.

For Casper Pedersen har det helt konkret betydet, at han har meget mere travlt med at spise og drikke, end han havde i gamle dage.

- På en time drikker jeg en dunk med energidrik med 60 gram kulhydrat. Og så har vi geler med 45 gram. Så det bliver til cirka en dunk og to geler hver time.

- Det er noget helt andet, hvis man sammenligner med i gamle dage, hvor det gjaldt om ikke at spise så meget, fordi man troede, det handlede om at være så tynd som muligt, siger Casper Pedersen.

Opfattelsen var tidligere, at det ikke var specielt vigtigt at spise specielt meget, når man trænede. Faktisk skulle man holde indtaget på et minimum.

- Træning har bare været noget, der skulle overstås, og man har måske godt kunnet håndtere at gå lidt kold, når man kom hjem, siger Søren Lavrsen, som nu ordinerer faste protokoller for rytternes indtag under træning.

- Vi taler meget om "training availability". Altså hvor tilgængelig er rytteren for træning i forhold til skader og sygdom. Hvis man ernærer sig korrekt under træning og uden for konkurrence, så er der færre sygedage og færre dage, hvor man er for træt til at træne.

- Så man træner meget mere og med meget højere intensitet end tidligere. Det er, fordi vi ernærer rytterne bedre. De har simpelthen mere energi til at træne, siger Søren Lavrsen.

Det kan måske virke mærkeligt, at man først nu har fundet ud af noget så afgørende, som kan ændre så meget, som det tilsyneladende har gjort. Ifølge Søren Lavrsen handler det om en indgroet tilstand i cykelsporten.

- Cykling er en sport, der var og er stærkt bundet til traditioner. Men det er blevet mere innovativt. Man går meget mere videnskabeligt til værks og har samarbejder med universiteter og forskere.

- Jumbo-Visma stak for nogle år siden pludselig af fra alle og vandt alt, man kom i nærheden af, og de var nok nogle af de første, der begyndte at gå videnskabeligt til værks, hvad angår ernæring. Og så har det bredt sig.

Alle cykelhold samarbejder desuden med producenter af energiprodukter. Visma kan for eksempel få skræddersyede produkter. Og de nye videnskabelige opdagelser har fået producenterne til at øge kvaliteten.

Rytterne skal på en løbsdag sluge bunker af de geléagtige geler, og derfor skal de både smage godt og have en konsistens, der er til at leve med. Ellers bliver det ulideligt.

- Det er ikke særlig lækkert. Man spiser det ikke for fornøjelsens skyld, siger Casper Pedersen med et grin.

Men det er ikke kun smag og konsistens, der er blevet bedre. Årsagen til, at kroppen kan optage mere kulhydrat end tidligere, er, at man har ændret på, hvordan man sammensætter sukkerarterne i energiprodukterne.

Tidligere fyldte man ren glukose på rytterne. I dag fylder fruktose næsten lige så meget som glukose i energipulver, geler og de såkaldte chews, som er en slags vingummi.

- Det har været den store gamechanger. Det gør, at mavens receptorer bedre optager sukkeret. Glukose og fruktose optages ad forskellige veje gennem tarmen, og vi kan se, at fruktose er i stand til at øge mængden af receptorer.

- Tidligere brugte man ren glukose, og der rammer man ret hurtigt muren. Måske allerede ved 45 gram per time, siger Søren Lavrsen.

Når han nævner muren, handler det blandt andet om, at man i årenes løb har set ryttere springe af cyklen med panik i øjnene, fordi en mave overfyldt af glukose pludselig har bedt om at blive tømt enten den ene eller anden vej.

Det har Casper Pedersen ikke oplevet, men han husker billederne af Tom Dumoulin, der i den lyserøde førertrøje sprang af sin cykel, smed tøjet og satte sig på hug op ad et vejskilt i Giro d'Italia i 2017.

Selv om man har udviklet nye blandingsforhold, så kan den slags stadig ske, og derfor skal man træne maven og tarmene, hvis man skal indtage så massive mængder kulhydrat, som cykelrytterne gør.

- Det er man nødt til. For os, der træner til hverdag, kommer det naturligt, at maven vænner sig til at arbejde med så meget sukker. Men det vil ikke være særlig succesrigt, hvis en helt almindelig person begyndte at drikke og spise så mange geler, som jeg gør, siger Casper Pedersen.

Holdene har nøje udviklede planer for, hvordan og hvor hyppigt rytterne skal indtage kulhydrat for at oparbejde tolerans.

- Man kan ikke bare have rytterne til at tulre rundt på postevand og riskiks til hverdag, og når de så kommer til løb, så får de 120 gram i timen. Så får mekanikerne altså travlt med at rengøre cykler.

- Man kan lave en gradvist øget eksponering, hvor man presser den øvre grænse. Man går derop, hvor det måske ikke er så sjovt længere, og man får lidt maveproblemer. Så prøver man det nogle gange, og så skruer man stille og roligt op. Det er ren og skær eksponering, siger Søren Lavrsen.

Grænserne bliver da også fortsat testet, og Søren Lavrsen fortæller om triatleter, der indtager op mod 200 gram kulhydrat i timen. Der er dog ikke evidens for, at kroppen rent faktisk optager det hele, men hvis man finder evidens, så vil cykelrytterne skulle sluge endnu mere gelé i fremtiden.

- Vi skal til at se på, om det har en effekt at gå højere op, end vi allerede gør. Der er ingen grund til at gøre det, hvis det ikke virker. Men vi har ikke set toppen af indtaget endnu, vurderer Søren Lavrsen.

Cykelrytternes indtag af kulhydrater, mens de sidder på cyklen, har altså ændret sig og drastisk medvirket til en hurtigere cykelsport.

Dertil kommer den almindelige kost samt rutiner som for eksempel at drikke kirsebærsaft fra sure kirsebær lige efter etaperne for at øge restitutionen - og meget, meget mere, som man konstant lærer mere og mere om.

/ritzau/