Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 31/03/2026 - 23:38

To ud af tre amerikanere ønsker hurtig afslutning på Iran-krig

Flertal af amerikanere svarer i meningsmåling, at de vil have stoppet krigen, selv om USA ikke opnår sine mål.

Af: /ritzau/

To ud af tre amerikanere mener, at USA bør arbejde på en hurtig afslutning på landets involvering i krigen i Iran, selv hvis det betyder, at USA's regering ikke opnår sine mål i Iran.

Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Ipsos har foretaget for nyhedsbureauet Reuters.

Mens 66 procent af de adspurgte mener, at der skal arbejdes på en hurtig afslutning, uanset om de militære mål er opnået, så er der andre, der er mere tålmodige.

27 procent svarer, at USA bør arbejde mod at fuldføre alle mål, selv om det betyder, at krigen trækker ud.

Seks procent af de adspurgte har undladt at svare.

USA's præsident, Donald Trump, har forholdsvis mere støtte til en længerevarende krig blandt de republikanske vælgere.

40 procent af republikanerne svarer, at de ønsker en hurtig afslutning på krigen, uden skelen til om de militære mål er opnået. 57 procent støtter en længere involvering, hvis det betyder, at målene opnås.

USA og Israel indledte den første bølge af angreb i Iran den 28. februar.

Ifølge Donald Trump skete det for at hindre Iran i at få atomvåben og missiler, der kunne nå USA.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, var blandt de første, der blev slået ihjel.

Iran svarede igen med at angribe en række mål på tværs af Mellemøsten med missiler og droner, og krigen har udviklet sig til en regional konflikt.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek