Vejle, 09/02/2026 - 21:03
Fredericia straffer Vejle-gavebod i gyldent kvarter
Et comeback var tæt på, men Fredericia holdt stand og vandt 3-2 i bundbraget mod Vejle.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
15 effektive minutter i første halvleg var nok for FC Fredericia, der mandag aften åbnede forårets jagt på overlevelse i Superligaen med at tage en 3-2-sejr på udebane i bundbraget mod Vejle Boldklub.
Værterne lavede flere store defensive fejl, hvor Igor Vekic så skidt ud mellem stængerne med et stort drop, mens der samtidig flere gange var åbent hus i Vejles venstre forsvarsside.
Med de betingelser boltrede Fredericia sig med tre scoringer indenfor et kvarter i første halvleg, og det hul kravlede Vejle ikke helt op fra, selv om comebacket var tæt på.
Sejren bringer Fredericia tættere på den rigtige side af nedrykningsstregen, hvor der er to point op til Silkeborg. Vejle har på sidstepladsen fire point op til Fredericia.
Værterne var ellers bedst i kampens indledning mandag aften, men den gode start fik en brat afslutning, da keeper Vekic kickstartede en gylden Fredericia-periode.
Vekic havde glatte handsker, da et ufarligt indlæg smuttede under sloveneren. Det udnyttede Jonathan Lindekilde til nemt at prikke bolden det sidste stykke over stregen.
Kort efter gav endnu en Vejle-brøler, denne gang fra forsvarsstyrmand Stefan Velkov, Lindekilde en ny stor chance, men Fredericia-spilleren brændte friløberen. Det blev dog hurtigt glemt hos gæsterne.
Spydspids Friday Etim øgede nemlig føringen efter godt forarbejde fra holdkammerat Jakob Jessen, og inden Vejle havde set sig om, var værterne bagud 0-3, da William Andersen klaskede til bolden fra hjørnet af feltet.
Som ved det andet mål var det Jakob Jessen, der i venstresiden skabte muligheden, mens Vekic heller ikke så god ud i buret, da bolden strøg under venstrearmen.
Pausen kom tiltrængt for værterne, der fik sat en prop i defensiven og genfandt kontrollen.
Ti minutter efter sidebyttet kom et tiltrængt rygstød. Wahid Faghir satte indersiden på en tværpasning og reducerede gæsternes føring.
Fredericia var nu en sjælden gæst på Vejles banehalvdel, og et kvarter før tid gik det igen galt defensivt, da Christian Gammelgaard afsluttede en omstilling med at sparke bolden i kassen.
Vejle trykkede hårdt på for en udligning. Wahid Faghir ramte ti minutter før tid træværket, mens flere af hans holdkammerater også havde gode tilbud, men comebacket blev ikke fuldendt.
/ritzau/




