Kongens Lyngby, 02/04/2026 - 16:38
Lejligheder evakueret efter delvis sammenstyrtning af gavl
Ingen personer er kommet til skade, men flere lejligheder på Bagsværdvej i Kongens Lyngby er blevet evakueret.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En gavl på et boligkompleks på Bagsværdvej i Kongens Lyngby nord for København er delvist styrtet sammen.
Ingen personer er kommet til skade, men flere lejligheder er blevet evakueret.
Politiet oplyser til Ritzau, at det drejer sig om fire lejligheder.
Beredskabsmyndighederne er til stede ved boligkomplekset, skriver Nordsjællands Politi i en meddelelse på Politi Update.
Politiet tilføjer i meddelelsen, at der ikke er noget, der tyder på, at der ligger en kriminel handling bag sammenstyrtningen.
/ritzau/




