Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 19/01/2026 - 17:04

Trump spurgt igen om brug af magt i Grønland: Ingen kommentarer

Efter nye toldtrusler vil Trump ikke svare på spørgsmål om eventuel magtanvendelse i Grønland.

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, er mandag igen blevet spurgt, om han vil anvende magt for at få kontrol over Grønland.

- Ingen kommentarer, lyder svaret i et kort telefoninterview med den amerikanske tv-station NBC News.

USA's præsident eskalerede i weekenden spændingerne omkring Grønland ved at true Danmark og syv andre navngivne europæiske lande med told, hvis ikke Danmark går med til, at USA kan anskaffe sig øen.

Yderligere told på ti procent vil træde i kraft 1. februar for de otte lande, skrev Trump i et længere opslag på Truth Social.

Mandag siger han til NBC News, at han "100 procent" sikkert vil gennemføre de planlagte toldforhøjelser.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek