København, 21/08/2025 - 14:18
Rasmus Højgaard åbner jagt på Ryder Cup med solid runde
Rasmus Højgaard er under hårdt pres i denne uge, men lagde flot ud med en runde i tre slag under par.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Resten af denne uge er definerende for golfspilleren Rasmus Højgaards karriere.
Ender han højt nok på leaderboardet ved British Masters søndag, sikrer han sig sin karrieres første billet til Ryder Cup, og torsdag kom han fint fra land.
På banen The Belfry lidt uden for Birmingham gik den 24-årige dansker de første 18 huller i tre slag under banens par, hvilket i skrivende stund rækker til en placering som delt nummer otte.
I løbet af runden leverede han fire birdies og en enkelt bogey.
For at kvalificere sig direkte til Ryder Cup skal man havne blandt de seks bedste på den europæiske Ryder Cup-rangliste.
Inden denne uge er Rasmus Højgaard nummer otte, men kan overhale østrigske Sepp Straka og irske Shane Lowry, som ikke er med i British Masters - muligvis fordi Ryder Cup-kaptajn Luke Donald har stillet dem en udtagelse i sigte.
For at overhale Straka og Lowry kan Rasmus Højgaard tillade sig at havne nede på en delt 29.-plads sammen med én anden spiller ved British Masters. Det vil lige nøjagtig give ham point nok til at stryge op på sjettepladsen.
Efter første runde ligger Rasmus Højgaard lunt i svinget til at sikre sig billetten på mere komfortabel vis.
På første runde havde Rasmus Højgaard fornøjelsen af Matt Fitzpatricks selskab. Den engelske stjerne kæmper også for en Ryder Cup-billet, men må nøjes med at drømme om en udtagelse fra Luke Donald, som om halvanden uge skal udtage seks spillere, da han ikke kan kvalificere sig direkte.
Den europæiske kaptajn laver formentlig en stor del af sin vurdering ud fra den øjeblikkelige form, og Matt Fitzpatrick var godt spillende på torsdagens runde, som han klarede i fem slag under par.
Netop Luke Donald gik selv torsdag i en bold lige foran Rasmus Højgaard og Matt Fitzpatrick og kunne derfor måske kaste et blik på duoens evner med putteren, inden han smuttede videre til næste hul.
Rasmus Højgaards tvillingebror, Nicolai, er også med ved British Masters. Han gik først klokken 14.00 ud på sin første runde.
Derudover spiller danskerne Hamish Brown, Jacob Skov Olesen, Lucas Bjerregaard, Jeff Winther, Rasmus Neergaard og Niklas Nørgaard med i Birmingham.
/ritzau/