Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 07/03/2023 - 09:00

Grøn Koncert vender tilbage og kan fejre 40 år med musik

Over otte dage i juli afholdes endagsfestivalen Grøn forskellige steder i landet. Første stop er Tårnby.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den populære koncertturné Grøn Koncert vender til sommer tilbage, og det bliver samtidig med fejringen af endagsfestivalens 40 år.

Det oplyser arrangørerne bag Grøn - Tuborg og Muskelsvindfonden - i en pressemeddelelse.

Tirsdag er datoerne og byerne for årets koncerter offentliggjort, og igen i år kommer koncertturnéen rundt omkring i landet.

Siden begyndelsen af 1983 har Grøn eksisteret, og det har siden vokset sig større og større.

Sidste år lagde 166.000 gæster vejen forbi endagsfestivalen, og fire ud af de i alt otte koncerter blev udsolgt.

I år bliver det fra den 20. juli til den 30. juli. Grøn kommer i alt forbi otte byer.

Første stop er i Tårnby ved København den 20. juli. Dernæst kommer Kolding den 21. juli, Aarhus den 22. juli, Aalborg den 23. juli og Esbjerg den 27. juli.

Festivalen tager tilbage mod Sjælland med stop i Odense den 28. juli, Næstved den 29. juli, inden Grøn slutter festen i Valby i København den 30. juli.

Arrangørerne glæder sig til at afholde endnu en Grøn Koncert.

- Fra at være en lille koncertbegivenhed i 1983, har vi vokset os rigtig stor og igennem årene været med til at understøtte nogle af de artistnavne, der i dag er stærke på den danske koncertscene, siger Nikolai Milman, der er projektleder i Muskelsvindfonden.

Han tilføjer, at årets jubilæum markeres 15. september, hvor rapgruppen Suspekt vil afholde en koncert i Parken.

- Suspekt og Grøn har været tætte igennem flere år og deler samme værdier. Efter deres succes på Grøn i 2022 er de klar til at indtage Parken, siger projektlederen.

Grøn Koncert kom for første gang på tegnebrættet, da Tuborg i 1982 gav en gratis koncert til Dyrehavsbakken.

Det skete i anledning af forlystelsesparkens 400 års fødselsdag.

Året efter - nu under navnet Grøn Koncert - blev koncertrækken sendt på landevejen. Formålet var at skabe et overskud, der skulle gå til foreningen Muskelsvindfonden, som også i praksis håndterede koncerterne.

Med coronaepidemien måtte Grøn dog aflyse koncerterne i både 2020 og 2021, indtil de sidste år vendte tilbage.

At Grøn har vokset sig større, kan også ses i antallet af frivillige.

I 1983 var der i alt 40 frivillige med rundt på den dengang seks dage lange koncertturné. I 2022 var der 750 frivillige med festivalen.

Overskuddet fra Grøn går fortsat til Muskelsvindfonden og understøtter fondens arbejde for mennesker med handicap og skabe plads til forskelle i samfundet.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek