København, 06/06/2025 - 22:52
Norsk x-faktor sætter vage italienere på plads
Ståle Solbakkens norske hold tog en flot skalp, da Italien blev slået 3-0 på Ullevaal i VM-kvalifikationen.
Lise Aserud/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det norske fodboldlandshold leverede fredag aften et af de større resultater i nationalmandskabets historie.
Hjemme på Ullevaal fortsatte holdet fantomstarten på VM-kvalifikationen med en meriterende sejr på 3-0 over Italien.
Mens det var Italiens første kamp i VM-kvalifikationen, var det Norges tredje. Og alle tre er endt i sejr til nordmændene. Moldova blev slået 5-0 og Israel 4-2, før det var blev Italiens tur til norske prygl.
Nordmændene lod gladeligt Italien havde bolden to tredjedele af tiden i første halvleg, for manglen på kreativitet var udtalt hos italienerne.
Allerede efter 14 minutter viste Norges offensive profiler så, at de har alt det, som gæsterne manglede.
Antonio Nusa drev bolden frem på en kontra, og med en millimeter præcis stikning fandt han Alexander Sørloth, der sparkede føringsmålet i kassen i silende norsk sommerregn.
Leipzig-offensivspilleren var første halvlegs helt store oplevelse, og han krydrede indsatsen med en fremragende scoring til 2-0 efter 34 minutter.
På elegant vis tog han bolden med forbi en italiener, inden han kanonerede bolden op i nettaget fra kanten af feltet.
De to største stjerner på holdet er Erling Haaland og Martin Ødegaard. Og de ville ikke stå tilbage for holdkammeraterne i offensiven.
Tre minutter før pause var det Ødegaards kælne venstrefod, som splittede en disharmonisk italiensk defensiv med en stikning til Haaland.
Målmageren fra Manchester City trak bolden forbi Gianluigi Donnarumma og lagde den let ind til 3-0.
En italiensk blamage lurede, og Luciano Spallettis dage som italiensk landstræner kunne virke talte, hvis ikke der skete noget drastisk efter pausen.
Norge brugte mere tid med bolden i anden halvleg, hvor det ikke var presserende at skabe alverden, men i stedet at holde Italien fra at kunne gøre det samme.
Den mission lykkedes til fylde. Halvlegen nåede slet ikke højderne fra de første 45 minutter, men det var Ståle Solbakken og co. godt tilfredse med.
En sikker og fortjent sejr blev kørt i land uden slinger i valsen, mens Italien ligner et hold, der på alle plan trænger til et frisk pust.
I samme kvalifikationsgruppe vandt Israel 3-1 ude over Estland og er toer med seks point efter tre kampe.
At Belgien ikke er, hvad holdet har været gennem de senere år, blev igen bevist, da holdet på udebane måtte nøjes med 1-1 mod Nordmakedonien i gruppe J, mens Wales vandt 3-0 over Liechtenstein.
Endelig uddelte Kroatien en lussing på Gibraltar, som blev banket med 7-0, mens Tjekket i samme gruppe slog Montenegro 2-0.
/ritzau/