Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 23/07/2026 - 12:26

Google får milliardbøder for brud på EU-regler om digital konkurrence

Google har ulovligt favoriseret sine egne tjenester i sine søgeresultat, konstaterer EU-Kommissionen.

Af: /ritzau/

Den amerikanske techgigant Google er torsdag blevet straffet med to bøder på samlet 890 millioner euro - 6,7 milliarder kroner - for brud på EU's regler om digital konkurrence.

Det oplyser EU-Kommissionen, der har langet bøderne ud, skriver nyhedsbureauet AFP.

Google, der er verdens største søgemaskine, straffes med en bøde på 460 millioner euro for ulovligt at have favoriseret sine egne tjenester - såsom Google Flights og Google Hotels - i sine søgeresultater.

Derudover får Google en bøde på 430 millioner euro for ikke at lade appudviklere tilbyde brugere gratis apps uden for Googles egen appudbyder, Google Play.

- Med denne beslutning vil vi sikre, at der er mere konkurrence, og at andre virksomheder også har mulighed for at innovere, siger EU's kommissær på techområdet, Henna Virkkunen, i en udtalelse.

Samlet er der tale om det største bødebeløb, som en virksomhed er blevet ramt af for overtrædelser af EU's forordning om digitale markeder, den såkaldte Digital Markets Act - også kaldet DMA.

RITZAU

TjekDet - faktatjek