København, 29/01/2026 - 16:26
Musiker dømt for vold efter glaskast på natklub
Musikeren har anket dommen om 60 dages fængsel og går efter en frifindelse i landsretten.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En dansk musiker er blevet idømt 60 dages betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste med en prøvetid på et år for grov vold.
Det har en enig domsmandsret i Københavns Byret afgjort torsdag eftermiddag.
Dermed skal dommen som udgangspunkt ikke afsones.
Den dømte har anket og forlanger frifindelse i landsretten. Retten har i den forbindelse bestemt, at musikeren fortsat skal være beskyttet af et navneforbud. Det er derfor strafbart at bringe detaljer, som vil kunne afsløre hans identitet.
Hændelsen, der førte til dommen for grov vold, skete på Arch i København sidste år efter uenigheder om lyden på natklubben, som alle de forurettede i sagen er tilknyttet.
Ifølge tiltalen havde musikeren først slået en person en gang i ansigtet med flad hånd. I den forbindelse var han tiltalt efter straffelovens milde voldsparagraf, men blev imidlertid frifundet.
Den højrehåndede musiker forklarede, at han havde vippet til personens kasket med sin venstre hånd efter deres diskussion. Retten vurderede, at der ikke var tale om vold.
Efter episoden med kasketten kastede musikeren et glas af hård plast med en drink i retning af personen. Men glasset ramte to andre, der begge fik syningskrævende flænger i ansigtet og blev tilset på akutmodtagelsen.
I den forbindelse var der rejst tiltale for grov vold.
Ifølge musikeren kastede han glasset, fordi han følte sig truet af manden med kasketten, som nærmede sig ham efter kasketkontroversen. Manden var omgivet af flere personer.
- Det eneste splitsekund, jeg tager en dårlig beslutning, er, da jeg tager glasset. I min afmagt over og i mit forsvar mod en sur fyr, der vil slås, kaster jeg glasset, så han kan blive våd og komme væk, forklarede musikeren i retten.
Musikeren udtrykte flere gange, at han var meget ked af at have ramt særligt en af de ansatte.
- Jeg håber, vi når frem til, at det ikke var bevidst eller forsætligt, men at det var meget, meget uheldigt, sagde musikeren, der fortalte, at han var meget berørt af sagen, og at det havde konsekvenser for ham, herunder også følelsesmæssigt.
Musikeren nægtede sig derfor også skyldig i dette forhold, fordi han ikke havde haft til hensigt at ramme de to personer, der efterfølgende måtte sys, forklarede musikerens advokat, Henrik Stagetorn, der omtalte forholdet som "et vildfarent glas".
Men retten fandt, at musikeren måtte have været bevidst om, at glasset kunne ramme folk, da det blev kastet ind i en større menneskemængde, og derfor blev han fundet skyldig.
/ritzau/




