Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Jerusalem, 10/08/2025 - 12:53

Netanyahu holder pressemøde efter beslutning om kontrol over Gaza By

Fredag besluttede sikkerhedskabinet, at Israel skal udvide indsatsen i Gaza og tage kontrol over Gaza By.

Gil Cohen-Magen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, holder pressemøde for internationale medier søndag klokken 15.30 dansk tid.

Det oplyser premierministerens kontor, skriver Times of Israel og nyhedsbureauet AFP.

Det er første gang, Netanyahu holder pressemøde, efter at det israelske sikkerhedskabinet fredag besluttede, at Israels militær skal udvide indsatsen i Gaza og tage kontrol med Gaza By.

Det fremgår ikke, om pressemødet handler om Gaza, men det er oplagt, at det er tilfældet, da sikkerhedskabinettets beslutning om at tage kontrol over Gaza By har affødt megen kritik - både fra udlandet og internt i Israel.

Tidligt fredag morgen fortalte premierministerkontoret om planerne.

- Sikkerhedskabinettet har godkendt premierministerens forslag om at besejre Hamas. IDF (Israels hær, red.) vil forberede sig på at tage kontrol over Gaza By, samtidig med at den yder humanitær hjælp til civilbefolkningen uden for kampzonerne, lød det i en udtalelse.

Senere søndag afholder FN's Sikkerhedsråd møde om de israelske planer om at tage kontrol med hovedbyen i Gaza.

Ifølge flere medier vil Israel flytte omkring en million palæstinensere til den sydlige ende af Gazastriben som led i planen.

FN's generalsekretær, António Guterres, betegnede fredag planen som en "farlig optrapning", der vil "forværre de allerede katastrofale konsekvenser for millioner af palæstinensere".

Og lørdag aften gik tusindvis af israelere på gaden i storbyen Tel Aviv, hvor de krævede en afslutning på krigen.

En af demonstranterne, Shahar Mor Zahiro, som er pårørende til et israelsk gidsel i Gaza, advarede om, at det vil koste de tilbageværende israelske gidsler i Gaza livet, hvis Israel optrapper krigen.

- Vi vil afslutte med en direkte besked til premierminister Benjamin Netanyahu: Hvis I invaderer dele af Gaza, og gidslerne bliver dræbt, vil vi forfølge jer på pladser, i valgkampagner og til enhver tid og sted, sagde han til AFP.

Formålet med optrapningen er ifølge Netanyahu at sikre, at den militante Hamas-bevægelse ikke længere sidder på magten i Gaza.

Ønsket om at fjerne Hamas fra magten har Israel generelt brugt som begrundelse for krigen siden Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023.

/ritzau/

USA, 12/08/2025 - 16:54

Venner-stjerne: Vi sørgede længe før Matthew Perrys død

Mike Blake/Reuters

Matthew Perrys venner fra tv-serien "Venner" forsøgte at støtte skuespilleren, der i flere årtier kæmpede med misbrug. Det fortæller Jennifer Aniston.

Den 54-årige amerikanske seriestjerne Matthew Perry døde i 2023, da han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.

Men hans kollega og nære veninde fra tv-serien "Venner" Jennifer Aniston sørgede, længe inden han gik bort.

- Vi gjorde alt, hvad vi kunne, da vi kunne, siger Jennifer Aniston i et stort interview med det amerikanske magasin Vanity Fair.

- Det føltes, næsten som om at vi havde sørget over Matthew i lang tid, fordi hans kamp mod sygdommen var virkelig hård for ham at kæmpe imod.

Matthew Perry havde tidligere åbenhjertigt fortalt og berettet i sin selvbiografi, "Friends, Lovers and the Big Terrible Thing", at han igennem 30 år havde et misbrug af stoffer og alkohol.

Han fortalte, at han ikke huskede optagelserne af "Venner" i en tre år lang periode mellem sæson tre og sæson seks grundet misbrug.

Jennifer Aniston siger i interviewet med Vanity Fair, at hun håber, at Matthew Perry er blevet fri af de indre dæmoner, han i årevis kæmpede mod.

- Jeg er glad for, at han er ude af den smerte, siger hun.

Matthew Perry blev verdensberømt for at spille den sarkastiske Chandler Bing i "Venner", som blev sendt fra 1994 til 2004.

Ud over Jennifer Aniston udgjorde David Schwimmer, Lisa Kudrow, Courteney Cox og Matt LeBlanc resten af venneflokken.

Men skuespillerne var tættere end det.

Det sagde de fem tilbageværende venner i en erklæring efter Matthew Perrys død.

- Vi er alle helt og aldeles knuste over Matthews død. Vi var mere end bare medskuespillere. Vi er en familie, lød det.

Efter Matthew Perrys død er der i skuespillerens navn blevet oprettet en fond, der skal hjælpe andre, der ligesom ham kæmper med misbrug.

En læge erkendte sig i juli skyldig i at forsyne Matthew Perry med ketamin.

Under tilståelsen erkendte lægen at have injiceret Matthew Perry med ketamin i ugerne op til skuespillerens død uden nogen medicinske årsager til det.

Derudover er fire andre personer sigtet i sagen.

Ingen af dem er endnu blevet idømt en straf.

Ketamin er et hallucinogent og smertestillende stof, der hovedsageligt anvendes som bedøvelse til større dyr inden operationer.

Det kan også bruges som medicin til mennesker til behandling af akutte, stærke smerter.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 12/08/2025 - 15:53

Christopher i tårer: Kærligheden og karrieren karambolerer

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Christopher rejser verden rundt som popstjerne, samtidig med at hans egen lille familie er forankret i Danmark. Ny Netflix-dokumentar skildrer dobbeltheden.

- Er det vigtigste at være sammen med min familie, eller er det at spille alle de her shows?

Det spørgsmål stiller den danske popstjerne Christopher sig selv i dokumentaren "Christopher - A Real Beautiful Life", som får premiere på streaminggiganten Netflix 27. august.

For mens han står midt i sit internationale gennembrud og rejser kloden rundt med sine popsange, har hans hustru, modellen og influenceren Cecilie Haugaard, netop født parrets anden datter, som slutter sig til den lille familie, der også tæller storesøster Noelle fra 2021.

Det mærker han konsekvensen af, da han må se sin yngste datter tage sine første skridt fra en telefonskærm.

- Alle de ting, jeg går glip af …, siger han tydeligt berørt.

Det fremgår af den trailer, der er landet forud for premieren.

Christopher udgav sit debutalbum, "Colours", i 2012.

Siden har han udgivet seks albummer: "Told You So", "Closer", "Under The Surface", "My Blood", "A Beautiful Life" og senest "Fools Gold", der udkom tidligere på året.

Pladen "A Beautiful Life" er udgivelsen af de numre, Christopher lavede til den romantiske dramafilm af samme navn, som han indtog hovedrollen i tilbage i 2023.

Det kastede ham ud på en verdensturné, som bragte ham til både USA, Sydamerika og Asien. Blot få uger efter at Cecilie Haugaard havde født parrets anden datter.

- Jeg kommer ikke til at stoppe nu, siger Christopher i dokumentaren.

- Den anden halvdel af mit dobbeltliv starter nu, siger han, mens han sidder i en bil på vej videre.

Ifølge Christopher befinder han sig på affyringsrampen på vej mod at indfri sin store drøm om at blive en international popstjerne.

Men det har en pris, siger hans hustru i dokumentaren.

- Vi har brug for at være sammen som familie bare lige sådan to sekunder, lyder det fra Cecilie Haugaard.

Christopher satte over for sine følgere på det sociale medie Instagram i slutningen af juli ord på, hvor skræmmende det er, at publikum snart kan se dokumentaren.

- Den viser alt det hårde arbejde, ofrene og selvfølgelig al glæden. Det er op- og nedturene fanget på kamera. Jeg håber, at I ikke vil dømme mig, og at I forstår, hvad jeg prøver på med denne film, lød det fra den 33-årige popstjerne.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 12/08/2025 - 09:00

FAKTA: Jo ældre legetøj, jo mere varsom

* Reglerne for indholdet i og udformningen af legetøj bliver løbende strammet.

* I 2017 blev grænseværdien for tungmetallet bly sænket.

* I 2015 blev en række flammehæmmere forbudt i legetøj til mindre børn.

* I 2009 blev der indført et størrelses- og styrkekrav til magneter i legetøj, der sælges til børn under 14 år. Det gælder eksempelvis for magnetbyggesæt og skal forebygge ulykker.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 12/08/2025 - 09:00

Pas på gammelt plastiklegetøj på børneværelset

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Særligt gammelt legetøj i blød plast kan risikere at indeholde stoffer, som kan være problematiske for barnets sundhed.

Dit eget gamle legetøj kan pludselig få nyt liv i hænderne på dit barn derhjemme eller i et legehjørne hos bedsteforældrene.

Men gammelt legetøj i blød plast skal du faktisk være meget varsom med. Det gælder både dine egne skattede sager, og hvis du er på udkig på brugtmarkedet.

Faktisk bør det bløde plastlegetøj ryge direkte i skraldespanden, hvis det er fra før 2007. Sådan lyder det samstemmende fra Miljøstyrelsen og Forbrugerrådet Tænk Kemi.

- Der kan være nogle risici ved gammelt legetøj helt generelt, det gælder ikke kun blød plast. Men den bløde plast er særligt problematisk, fortæller Stine Müller, som er projektleder hos Forbrugerrådet Tænk Kemi, hvor hun blandt andet beskæftiger sig med børneprodukter.

Reglerne for legetøj strammes løbende, og fra 2007 har det været forbudt at bruge ftalater i legetøj. Ftalater bruges for at blødgøre plastik som for eksempel pvc.

Ftalater er problematiske, fordi de kan virke hormonforstyrrende og kan påvirke børnenes fertilitet på sigt.

- Ved at gå uden om legetøj af plastik, som er produceret før 2007, og vælge legetøj fremstillet efter 2007 vil legetøjet være underlagt de nye regler om ftalater, forklarer Julie Faber fra Miljøstyrelsen og tilføjer:

- Kemikaliereglerne er generelt set blevet ændret gennem årene for netop at øge forbrugersikkerheden, efterhånden som man er blevet klogere på stofferne.

Er du selv på udkig efter legetøj i blød plast, vil Stine Müller råde til at være meget opmærksom, hvis du vil købe det brugt. Her fremgår det typisk ikke, hvornår legetøjet er fra, eller hvor det er købt.

Dermed ved du ikke, om det er blød plast fra før 2007, eller om legetøjet er købt fra en udenlandsk forhandler, der ikke lever op til EU-reglerne.

Har du andre typer af legetøj stående i kasser derhjemme eller på loftet, behøver du ikke nødvendigvis at kassere det.

- Gammelt legetøj kan måske være okay, særligt hvis det ikke er det legetøj, dit barn leger med til daglig, men eksempelvis står hos nogle bedsteforældre. Men det bløde plastlegetøj fra før 2007 skal man bare smide ud, fastslår Stine Müller.

Vil du sikre dig, at legetøjet indeholder mindst mulig kemi, foreslår Julie Faber fra Miljøstyrelsen at kigge efter det velkendte nordiske miljømærke i hvid og grøn med en svane. Det kan nemlig også findes på legesager.

- Som forbruger kan man købe svanemærket legetøj, for at undgå at legetøjet indeholder ftalater, tungmetaller og parfume samt andre stoffer på EU's liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, siger hun.

På Svanemærkets hjemmeside er der listet 667 produkter i kategorien legetøj, som sælges i Danmark.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek