Ankara, 15/04/2026 - 17:01
Ni dræbt og 13 såret i endnu et skoleskyderi i Tyrkiet
For anden dag i træk har der været et skoleskyderi i Tyrkiet. Blandt ni dræbte er en lærer, siger guvernør.
Handout/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Ni personer er blevet dræbt, og 13 er blevet såret i et skoleskyderi i det sydøstlige Tyrkiet i provinsen Kahramanmaras.
Det siger landets indenrigsminister, Mustafa Ciftci, onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP, blot en dag efter at landet blev ramt af et andet skoleskyderi.
En lærer og tre elever er blandt de dræbte i angrebet onsdag, siger Mükerrem Ünlüer, der er guvernør i området, og tilføjer, at den formodede gerningsmand er en elev, der brugte sin fars våben, som var skjult i en rygsæk.
- En elev ankom til skolen med skydevåben - som vi mener, tilhørte hans far - i sin rygsæk, siger Ünlüer ifølge AFP.
- Han gik ind i to klasselokaler og skød tilfældigt omkring sig, og der er både sårede og dræbte, fortsætter guvernøren.
Gerningsmanden, som var omkring 13 år og gik i 8. klasse, er også død, siger guvernøren. Hans far var tidligere politibetjent.
- Han skød sig selv, siger Ünlüer om den formodede gerningsmand.
- Det står ikke klart, om det var selvmord, eller om det skete midt i kaosset, fortsætter guvernøren.
Billeder fra CNN Türk viser ambulancer og mange mennesker i området.
Tyrkiets justitsminister, Akin Gürlek, siger, at han har bedt anklagere om omgående at påbegynde en efterforskning af skyderiet.
Tirsdag fandt et andet skoleskyderi sted i Tyrkiet, hvor skoleskyderier ellers ikke sker så hyppigt.
Her blev 16 såret, inden gerningsmanden dræbte sig selv.
Skyderiet tirsdag fandt sted i Siverek i den sydøstlige provins Sanliurfa, som ligger ret tæt på Kahramanmaras.
En enkelt mistænkt er blevet anholdt efter tirsdagens angreb, mens fire embedsmænd er fritaget fra tjeneste. Skolen er blevet beordret lukket i fire dage.
/ritzau/AFP




