Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/04/2024 - 10:30

Taylor Swift slår rekord med 200 millioner afspilninger af nyt album

Den amerikanske sangerinde Taylor Swift har nu de tre mest afspillede albummer på en enkelt dag.

-/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fredag udgav den amerikanske sangerinde Taylor Swift sit ellevte album med titlen "The Tortured Poets Department".

Og mindre end 24 timer efter udgivelsen har albummet slået rekord med over 200 millioner afspilninger på musikstreamingtjenesten Spotify.

Det skriver underholdningsmediet Variety.

Det endelige tal kan vise sig at være endnu højere, da antallet af afspilninger blev meldt ud, mens albummet kun havde været tilgængeligt i omkring 15 timer.

Selv inden albummet blev udgivet, havde Taylor Swift slået en rekord.

"The Tortured Poets Department" slog nemlig rekorden for det album, der blev gemt mest på forhånd på Spotify, dagen inden det udkom.

Albummet skulle oprindeligt indeholde 16 sange, men to timer efter udgivelsen annoncerede Taylor Swift i et opslag på Instagram, at der var 15 sange ekstra.

- Jeg har skrevet så meget tortureret poesi i de sidste to år, og jeg vil gerne dele det hele med jer, så her er anden del af TTPD (The Tortured Poets Department, red.), skrev hun i opslaget.

De mange millioner afspilninger betyder, at Taylor Swift står bag de tre albummer, der har haft flest afspilninger på en enkelt dag på Spotify.

Det er hendes to tidligere albummer "Midnights" og "1989 (Taylor's Version)", der også er i top-3 over de mest afspillede albummer.

Hun har i forbindelse med udgivelsen af "The Tortured Poets Department" også slået rekorden for den mest streamede kunstner på en dag.

Da den 34-årige sangerinde udgav albummet "1989 (Taylor's Version)" tilbage i oktober 2023, slog hun også sin egen rekord for mest streamede kunster på en dag.

Taylor Swift blev udnævnt som Årets Person af Time Magazine i 2023.

Tidligere i april optrådte hun også for første gang på magasinet Forbes' liste over verdens rigeste.

Sangerinden har ifølge Forbes en anslået formue på 1,1 milliard dollar - svarende til 7,7 milliarder kroner.

/ritzau/

København, 03/05/2024 - 10:52

Dansk stjerne er med i Game of Thrones spin-off

Flere danske skuespillere var med i tv-serien "Game of Thrones", og nu er også en dansker med i spin-off-serien "House of the Dragon", der får premiere i juni.

Den populære tv-serie "Game of Thrones" havde et væld af danskere på rollelisten, og nu får den succesfulde spin-off-serie "House of the Dragon" også et dansk præg.

Den 38-årige skuespiller Amanda Collin skal nemlig medvirke i anden sæson af tv-serien, der udspringer af Game of Thrones-universet.

Hun spiller rollen som Lady Jeyne Arryn, der i en pressemeddelelse fra Warner Bros. Discovery beskrives som en "dygtig og effektiv leder".

- Hun er klog, snu, ikke bange for at give sin mening til kende og beskytter nidkært det land, hun elsker, lyder det videre.

"Game of Thrones" hev millioner af seere fra hele verden ind foran deres fjernsyn.

Flere danske stjerner medvirkede i serien, blandt andre Nikolaj Coster-Waldau, Pilou Asbæk, Birgitte Hjort Sørensen, Dar Salim og Frank Hvam.

Nu er det Amanda Collins tur til at spille med i universet.

Amanda Collin fik sit gennembrud i "En frygtelig kvinde".

Hun vandt både en Bodil og en Robert i kategorien Bedste Kvindelige Hovedrolle for sin præstation i filmen.

Senest medvirkede Amanda Collin i dramaet "Bastarden", hvor hun spillede over for Mads Mikkelsen.

Anden sæson af "House of the Dragon" får premiere i Danmark 17. juni på streamingtjenesten HBO Max, der til den tid går under navnet Max.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 03/05/2024 - 08:45

Bubber og Breinholt deler røverhistorier i radioen

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I det nye program "Vi elsker allstars" fortæller en lang række kendisser anekdoter fra 90'erne. Historier, som offentligheden endnu ikke har hørt, lyder det.

Buffalo-sko på fødderne, "Barbie Girl" i discman'en, "Beverly Hills" i fjerneren og baconstriber i håret.

JFM's nye digitale kanal, Vi elsker radio, tager på nostalgi-trip tilbage til 90'erne i programmet "Vi elsker allstars".

Det annoncerer JFM - tidligere kendt under navnet Jysk Fynske Medier - i en pressemeddelelse.

I programmet får vært Thomas Madvig besøg af en række celebre gæster, som deler deres minder fra 90'erne. I premiereprogrammet den 4. maj kommer den kendte tv- og podcastvært Anders Breinholt forbi, og han lukker helt op for sluserne, lyder det fra Thomas Madvig.

- Det er som at være til gammel elev-fest at lave "Vi elsker allstars", siger han i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Når de først er kommet i gang, har det nærmest været umuligt at stoppe alle anekdoterne og røverhistorierne, lyder det fra Thomas Madvig.

Der er indtil videre lavet 20 programmer. De gæstes blandt andre af tv-værten og mediepersonligheden Bubber, der fortæller om, hvordan det var at lave de populære programmer "Snurre Snups Søndagsklub" og "Bubbers badekar".

Også tv-vært Ibi Støving kigger forbi og afslører anekdoter fra sine fem år i 90'ernes USA.

Og så giver DJ Aligator historien om, hvordan hans bankmand lånte ham 35.000 kroner til at bygge et musikstudie, hvor store danske navne lagde vejen forbi, inden han selv slog igennem med "The Whistle Song" i 2000.

"Vi elsker allstars" har premiere den 4. maj klokken 12.00 på alle JFM's kommercielle radiokanaler, herunder Classic FM og Skala FM, og digitalt på Vi elsker radio-kanalen.

Hver lørdag sendes et nyt afsnit, som efterfølgende udgives som podcast om mandagen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 03/05/2024 - 07:00

FAKTA: Udstyr til din sanketur

* Tag en kurv eller skål med på din sanketur. Dine urter klasker sammen nede i bunden af en plastikpose.

* Læg kun de rene urter i kurven. Skær rødder og så videre af, og efterlad det i skoven. Det gør arbejdet meget lettere, når du er hjemme igen.

* Tag en lille lommekniv med, så mere seje dele kan snittes af.

* Medbring et viskestykke eller klæde til at lægge hen over dine sankede sager. Så kan du dække af for solen og undgår nogle meget trætte planter.

Kilde: Sander Blohm, som driver virksomheden Naturkok.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 03/05/2024 - 07:00

Sank disse lette sommerlækkerier i skoven

Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Sæsonen for blandt andet ramsløg er skudt i gang, og det vrimler med dem i de danske skove.

Det er enormt tilfredsstillende at sætte sine egne hjemmeplukkede sager på spisebordet. Og tager du en tur i skoven, kan du nemt komme hjem med lækkert drys til aftensmaden eller spæde blade til salatskålen.

Lige nu skal du blandt andet gå efter duften af hvidløg, som fører dig til spirende ramsløg.

Det fortæller Peter Skov Kragh Halling, som er mangeårigt bestyrelsesmedlem af Danmarks Naturfredningsforening og i gang med naturvejlederuddannelsen på Skovskolen ved Københavns Universitet.

- Ramsløgene er friske og fantastiske at sanke lige nu, siger han.

- Så hvis man godt kan lide at lave sin egen pesto, så er det bare med at få lavet nogle glas, man kan gemme til hen over sommeren. For det er lige nu, de smager allerbedst. Senere på sæsonen bliver de seje og smager ikke så godt.

Pestoen laver du ved at blende ramsløgene med olie, ost og pinjekerner.

Vil du give den et mere nordisk twist, kan du skifte pinjekernerne ud med ristede solsikkekerner, lyder tippet fra kok Sander Blohm, som driver virksomheden Naturkok og specialiserer sig i friluftskogekunst.

Pestoen kan for eksempel bruges til en pastaret.

Du kan også bygge lidt videre på ramsløgspestoen og tage den i en anden retning:

- Hvis man giver pestoen lidt eddike og sukker, så den bliver lidt mere sur, så kan man med fordel putte den oven på et stykke rødt kød. Det smager utroligt godt. Så er vi næsten ovre i den sydamerikanske sauce, der hedder chimichurri, fortæller han.

Ramsløgets blomsterknopper kan man sylte. Og så er Sander Blohm glad for at lave fermenterede ramsløg.

- Det er også en måde at opbevare dem til senere. Det giver nogle meget stærke umaminoter - lidt ligesom fermenterede hvidløg, siger han.

Fermenteringen laver han ved at presse bladene sammen i en krukke. Vej dem af, og put så salt i, så det svarer til to procent af mængden. Det kan også være nødvendigt at tilføje lidt vand for at få bladene dækket af salt, bemærker Sander Blohm.

Sørg nu for, at der ikke kommer luft til. Så starter der en gæring. Der skal dog dagligt lukkes nogle gasser ud.

- Hvis man har låg på, kan man lige lette på det en gang om dagen, siger kokken.

På din skovtur i en løvskov kommer du med stor sandsynlighed forbi et bøgetræ. Og her er der også grund til at stoppe op.

- Bøgeblade, når de helt friske, smager fantastisk. Dem kan man plukke og bruge i en salat, fortæller Peter Skov Kragh Halling.

Det gælder dog om at slå til nu, for hvis du venter for længe, bliver det en noget anden oplevelse at sætte tænderne i.

- Lige når de er sprunget ud, er de fine, lidt syrlige og også lidt søde i smagen.

- Senere hen bliver de mere kedelige og seje, siger han.

I de åbne skovområder kan du plukke skovsyre til aftensmaden. De ligner små kløvere og har en klar syrlig smag, fortæller Peter Skov Kragh Halling.

- I stedet for at bruge persille eller andet, kan man bruge dem som et drys oven på belugabolognesen, siger han.

Naturkok Sander Blohm foreslår at udnytte skovsyrens citrusagtige syrlighed oven på et stykke dampet fisk.

Ellers er skovsyren god som pynt og små syrlige eksplosioner oven på desserter, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek