København SV, 01/04/2026 - 12:31
Sigtelse: Teenagere affyrede mindst 14 skud mod lejlighed i Kastrup
Et par og tre mindreårige børn lå og sov i en lejlighed, som ifølge politiet blev beskudt natten til tirsdag.
Af: /ritzau/
To teenagere nægter sig onsdag i et grundlovsforhør ved Dommervagten i Vestre Fængsel skyldige i at have begået drabsforsøg natten til tirsdag i Kastrup.
Ifølge sigtelsen skal de have affyret mindst 14 skud med en AK-47 mod en lejlighed på stueetagen på Kastruplundgade.
I lejligheden lå et par og deres tre mindreårige børn og sov.
Ingen kom til skade i skyderiet.
I sigtelsen lyder det, at skyderiet skal være sket i forening og efter forudgående planlægning med uidentificerede medgerningsmænd.
De sigtede er en 17-årig dreng og en 18-årig mand. Den 17-årige har brunt hår og en guldkæde om halsen. Den 18-årige har lyst, rødligt hår og er iført sort tøj fra top til tå.
Ved grundlovsforhørets indledning bliver de bedt om at sige deres fødselsdatoer.
Anklageren anmoder om, at grundlovsforhøret foregår for lukkede døre. Den anmodning vælger dommeren at imødekomme.
Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer. Sigtelsen læses derimod op for åbne døre.
/ritzau/




