Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/04/2026 - 14:54

Mand vinder retssag om rykkerbreve der ikke kom frem

En mand slipper for at betale rykkergebyrer, fordi Europark ikke kan bevise, at brevene nåede frem til ham.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En mand har onsdag fået Østre Landsrets ord for, at han slipper for at betale tre rykker- og inkassogebyrer, fordi brevene aldrig nåede frem.

Han har erkendt, at han i sommeren 2021 parkerede sin bil ulovligt og derfor fik en kontrolafgift på 795 kroner, der helt klassisk var sat under vinduesviskeren på bilen.

Kontrolafgiften fik han dog ikke betalt med det samme, og parkeringsselskabet Europark sendte ham derfor en række breve for at få ham til at punge ud.

I alt blev der sendt otte breve fra Europark og selskabets inkassofirma, Euroincasso fra august 2021 frem til januar 2022. Tre af brevene var pålagt rykker- eller inkassogebyr på 100 kroner.

Men ifølge manden, der parkerede ulovligt, modtog han ingen af de første syv breve. Det var først, da selskabet skiftede postleverandør, at det ottende brev landede i postkassen, og manden blev opmærksom på sagen.

Han gjorde indsigelse mod rykkerne, og samtidig klagede han til Forbrugerombudsmanden.

Hans klage var en ud af 139 klager, som Forbrugerombudsmanden fik i første halvdel af 2022 over opkrævning af rykkergebyrer og lignende fra Europark og Euroincasso.

Under landsretssagen har Europark anført, at der ikke er dokumenteret nogen uregelmæssigheder i Bladkompagniets postleverancer for det pågældende område, og ingen af brevene kom retur til Europark.

Dommen er en stadfæstelse af en dom afsagt af Københavns Byret i februar 2024. En måned forinden betalte manden kontrolafgiften på de 795 kroner.

Østre Landsret er nået frem til samme resultat, som Vestre Landsret gjorde i en tilsvarende sag i januar 2026. Ifølge Forbrugerombudsmanden har Europark søgt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at få Vestre Landsret-sagen for Højesteret.

Forbrugerombudsmanden er under sagen indtrådt på mandens side som biintervenient, altså støtte, og ifølge forbrugerombudsmand Torben Jensen kan de to landsretsdomme få betydning for alle typer af krav om betalinger.

- Nu har både Vestre Landsret og Østre Landsret slået fast, at rykkerskrivelser skal være nået frem til modtagerne, før der kan opkræves rykkergebyrer, inkassogebyrer og inkassoomkostninger, og at det er kreditor, der har bevisbyrden for brevenes fremkomst, når en forbruger oplyser, at brevet aldrig er modtaget, siger Torben Jensen i en pressemeddelelse.

Europark er en del af Apcoa Parking, der beskriver sig selv som markedsleder inden for administration af parkering i både Danmark og Europa.

Ritzau har kontaktet Apcoa for at få et interview om dommen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek