Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Herning, 24/08/2026 - 09:14

En mand er død flere dage efter knivstikkeri i Herning

Torsdag blev en 34-årig udenlandsk mand stukket ned i Herning. Han er nu afgået ved døden, oplyser politiet.

Af: /ritzau/

En 34-årig mand er afgået ved døden, efter at han torsdag blev stukket med kniv i Herning.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi mandag på meddelelsestjenesten Politi Update.

Den afdøde var ikke dansk statsborger og var bosiddende på Udrejsecenter Kærshovedgård. Han har ingen familiære relationer i Danmark, og det er endnu ikke lykkedes politiet at underrette hans nærmeste pårørende.

En 32-årig formodet gerningsmand blev fredag varetægtsfængslet i sagen. Politiet har før oplyst, at det voldelige overfald menes at være sket i misbrugsmiljøet.

- Den indledende efterforskning peger på, at det er en uoverensstemmelse mellem to personer i misbrugsmiljøet i Herning, der ligger til grund for knivstikkeriet, og at episoden er isoleret fra tidligere episoder i Herning, skrev politiet natten til fredag.

Dermed har sagen umiddelbart ingen forbindelse til voldelige opgør mellem kriminelle grupperinger i Herning- og Ikast-området.

Knivstikkeriet fandt sted omkring Møllegade 1D ved Markedspladsen i Herning, og offeret blev stukket i halsen, har politiet tidligere oplyst.

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet torsdag klokken 19.12, og efterfølgende afspærrede politiet en del af midtbyen i Herning på grund af hændelsen.

Nogle timer senere - omkring klokken 23.30 - blev den 32-årige mistænkte anholdt.

Han blev fremstillet i grundlovsforhør - sigtet for drabsforsøg. Ifølge Herning Folkeblad nægtede den 32-årige sig skyldig, da han blev fremstillet i retten.

Resultatet af grundlovsforhøret blev en varetægtsfængsling frem til foreløbigt 18. september.

Natten til fredag meddelte Midt- og Vestjyllands Politi, at kredsen gerne ville høre fra personer med videooptagelser fra overvågningskameraer eller lignende. Det gjaldt i forhold til optagelser fra Markedspladsen og området syd derfor, altså Gl. Skolevej, Vestergade, Lykkesvej og Dalgas Allé.

RITZAU

TjekDet - faktatjek