Washington D.C., 02/02/2026 - 16:01
Det Hvide Hus bekræfter nye krigsmøder mellem USA, Ukraine og Rusland
Repræsentanter for USA og parterne i Ukraine-krigen skal mødes i Abu Dhabi onsdag og torsdag.
Af: /ritzau/
USA's særlige udsending Steve Witkoff skal mødes onsdag og torsdag med repræsentanter for Rusland og Ukraine for at diskutere krigen i Ukraine.
Det oplyser en embedsmand fra Det Hvide Hus ifølge Reuters.
Søndag meddelte Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at der skulle være møder mellem parterne i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater, men planerne var på daværende tidspunkt ikke bekræftet af USA eller Rusland.
Det var oprindeligt planen, at forhandlingerne skulle have fundet sted søndag.
De tre parter mødtes senest fredag og lørdag i forrige uge - også i Abu Dhabi.
Ved de seneste forhandlinger var spørgsmålet om territorier centralt.
Her gentog Rusland sit krav om overtagelse af hele Donbas-regionen. Den ukrainske del af Donbas består af regionerne Luhansk og Donetsk.
Rusland hævder, at Donetsk hører til Rusland. Landet har under krigen indtaget store dele af - men ikke hele - regionen.
/ritzau/




