København, 30/06/2026 - 23:56
FN advarer om akut mangel på mad efter jordskælv i Venezuela
De dødbringende jordskælv i Venezuela har ramt en allerede sårbar befolkning, oplyser FN-organisationer.
Af: /ritzau/AFP
Titusindvis af mennesker har akut brug for mad og husly i Venezuela efter sidste uges voldsomme jordskælv.
Det oplyser flere FN-organisationer tirsdag.
FN's flygtningeorganisation, UNHCR, siger, at der er udbredt mangel på mad i havnebyen La Guaira, som er et af de hårdest ramte områder efter naturkatastrofen.
- Spændingerne i lokalsamfundene stiger, fordi adgangen til nødhjælp fortsat er begrænset, siger talsperson Carlotta Wolf fra UNHCR.
FN's Verdensfødevareprogram, WFP, appellerer om 50 millioner dollar - 327 millioner kroner - til at skaffe mad nok til en halv million mennesker i tre måneder i Venezuela.
De voldsomme jordskælv, som indtil videre har kostet flere end 1900 mennesker livet, har svækket en befolkning, der allerede var sårbar, lyder det.
- Jordskælvene har ramt mange familier, hvoraf nogle allerede havde svært ved at betale for helt basale fødevarer.
- Og nu, hvor levebrødet er ødelagt, og infrastrukturen alvorligt beskadiget, står mange over for en meget reel risiko for at blive kastet ud i endnu større nød, siger Stephanie Hochstetter, WFP's chef i Venezuela.
FN-organisationen har nok fødevarer på lager i Venezuela til at kunne brødføde flere end 10.000 familier i to måneder.
Tusindvis af mennesker er fortsat savnet efter jordskælvene, der ramte det sydamerikanske land onsdag i sidste uge.
Dødstallet forventes at stige markant.
RITZAU/AFP




