Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Skanderborg, 05/08/2023 - 10:00

TV 2-profil takker af efter 17 år: Jeg skal bære mig selv

Selv om det er vemodigt at stoppe som vært, har det hele tiden været meningen, at Heidi Frederikke Sigdal har villet gå fuldtid med sin egen virksomhed.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Ritzau Fokus

Det er slut med at se tv-vært Heidi Frederikke Sigdal byde seere velkommen på programmer som "Go' Morgen Danmark".

Efter 17 år på TV 2 stopper hun på skærmen for at hellige sig helt til sin egen virksomhed, hvor hun tilbyder sig som moderator, konferencier og facilitator.

- Det er en æra, der slutter, siger Heidi Frederikke Sigdal.

- Jeg kommer til at savne de mennesker, jeg arbejder sammen med. Men det er det rigtige for mig, fastslår hun.

Om det er et endegyldigt farvel, kan Heidi Frederikke Sigdal ikke sige noget om.

- Lige nu skal jeg lave noget andet. Lige nu skal jeg virkelig bare ud at bære mig selv på mine egne vinger og fyre alt mit krudt ind i min egen virksomhed. Men man skal jo aldrig sige aldrig, lyder det fra Heidi Frederikke Sigdal.

- Det kan sagtens være, jeg skal lave fjernsyn igen på et andet tidspunkt. Men lige nu skal jeg noget andet.

Heidi Frederikke Sigdal er uddannet journalist og kom til TV 2 i 2006. Hun var på TV 2 Sporten i et helt årti, inden hun blev barselsvikar for Louise Wolff på "Go' Morgen Danmark" i 2016. Det var oprindeligt planen, at hun bare skulle være barselsvikar et års tid frem. Men et års tid endte med at blive til syv.

- Jeg er så ydmyg, glad og taknemlig over, at jeg har fået lov til at være på TV 2, for det er et dejligt sted. Det er nok også derfor, jeg har været der så længe, funderer hun.

Selv om det er vemodigt, har det hele tiden været meningen, at Heidi Frederikke Sigdal har villet gå fuldtid med sin virksomhed. Hun har bygget den op, samtidig med at hun har arbejdet på TV 2. Timingen skulle være den rette, og det er den nu.

Nu kan hun - og har lyst til at - leve af virksomheden.

I begyndelsen af juli havde Heidi Frederikke Sigdal sin sidste vagt på skærmen, og kollegerne fik sendt hende afsted med manér.

- De har simpelthen været så søde. Helt overvældende ... Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal sige til ... Det har faktisk været rørende, meget rørende, fortæller hun.

Heldigvis har Heidi Frederikke Sigdal en allersidste TV 2-tjans på årets Smukfest i High Spirits-baren. Her langer en række af kanalens kendte ansigter på skift fadøl og drinks over disken.

- Det er den bedste måde at slutte af på. Der er glade mennesker og gode kolleger. Jeg kunne ikke finde en bedre måde, siger Heidi Frederikke Sigdal.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek