Nuuk, 07/07/2026 - 12:47
26-årig mand sigtet for drabsforsøg i Nuuk
En hel bygning i Nuuk var mandag afspærret i forbindelse med en sag, der efterforskes som drabsforsøg.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 26-årig mand fremstilles tirsdag i grundlovsforhør i en sag om et drabsforsøg i Nuuk.
Det oplyser Poul Kreutzmann, der er vagtchef i Grønlands Politi, til det grønlandske medie Sermitsiaq.
- Vi efterforsker sagen som forsøg på manddrab. I den forbindelse skal den 26-årige tirsdag fremstilles i retten med henblik på tilbageholdelse, oplyser han til mediet.
Mandag eftermiddag afspærrede politiet et område og en hel bygning i Nuuk-bydelen Nuussuaq.
To personer blev i den forbindelse anholdt, mens en tredje blev bragt til et hospital i kritisk tilstand.
Den anden anholdte er ifølge Sermitsiaq 20 år, men han skal tilsyneladende ikke fremstilles i grundlovsforhør.
Mens bygningen i Nuussuaq var afspærret, kunne beboere ikke komme ind i bygningen.
RITZAU




