Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/07/2026 - 15:11

Prins Harry kan ikke overnatte på Buckingham Palace alligevel

Ifølge Buckingham Palace kan prins Harry ikke overnatte på grund af for sen tilbagemelding på invitation.

Remko De Waal/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Prins Harry kommer ikke til at overnatte på kongeslottet Buckingham Palace, når han i denne uge besøger Storbritannien.

Det oplyser det britiske kongehus ifølge BBC.

Meldingen kommer, kort tid efter at en talsperson for prins Harry mandag oplyste det modsatte - altså at prinsen havde accepteret en invitation til at overnatte på slottet.

Ifølge BBC oplyser kilder fra det britiske kongehus dog, at prinsen ikke nåede at svare på invitationen, inden fristen for tilbagemelding udløb.

Det forlyder, at Buckingham Palace kræver et vist varsel for at kunne indkvartere gæster og stille personale fra kongehuset til rådighed, skriver BBC.

Derfor fik prins Harry i weekenden besked om, at det ikke længere var muligt for ham at overnatte på slottet.

En talsperson for prins Harry udtalte mandag til nyhedsbureauet AFP, at det var "skuffende", og at invitationen var blevet trukket tilbage i sidste øjeblik.

Prins Harry besøger i denne uge Storbritannien for at markere, at der er ét år til Invictus Games, som er en sportsbegivenhed, han stiftede for sårede veteraner i 2014.

Han har over årene taget større og større afstand til det britiske kongehus, og i 2020 trak han sig fra sine officielle pligter og flyttede til Californien i USA sammen med hertuginde Meghan.

Ifølge AFP var det meningen, at hans hustru, hertuginde Meghan, samt deres to børn, Archie på syv år og Lilibet på fire år, også skulle have været med på besøget til London.

En kilde tæt på prins Harry har dog oplyst til AFP, at familien ikke tager med til London, efter at Harry angiveligt er blevet nægtet politibeskyttelse.

Prinsens besøg falder desuden sammen med en domsafsigelse, der ventes tirsdag, i en sag, hvor Harry og flere andre kendte har sagsøgt Associated Newspapers for angiveligt at indsamle information ulovligt.

Associated Newspapers ejer det britiske medie Daily Mail.

RITZAU

TjekDet - faktatjek