København, 08/03/2025 - 09:57
Nyt EU-forslag bringer minister et skridt tættere på at skyde ulve
Medlemslande kan få mere fleksibilitet til at håndtere ulve. Et "skridt på vejen", mener minister Jeppe Bruus.
Af: /ritzau/
Det gør minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) "glad og tilfreds", at EU-Kommissionen åbner for at give medlemslande større fleksibilitet til at håndtere ulvebestande lokalt.
Fredag oplyste EU-Kommissionen, at man foreslår at ændre ulvens beskyttelsesstatus fra "strengt beskyttet" til "beskyttet".
Det vil gøre det muligt for de enkelte lande at tilpasse forvaltningen til regionale forhold.
- Hvis den her ændring træder i kraft, så betyder det, at når man tæller ulven og vurderer, at der er nok til, at der er en levedygtig bestand inden for vores nationale grænser, så får vi mulighed for at regulere ulven derfra.
- Det har vi ikke i dag, så derfor er den her ændring vigtig, siger Jeppe Bruus.
Helt konkret er ulvens beskyttelsesstatus fredag blevet ændret fra "strengt beskyttet" til "beskyttet" i den såkaldte Bern-konvention. Den har blandt andet til formål at bevare vilde planter og dyr.
Nu foreslår EU-Kommissionen så at lave en tilsvarende ændring i det såkaldte habitatdirektiv.
Direktivet forpligter EU's medlemslande til at bevare udvalgte naturtyper og arter, der er karakteristiske, sjældne eller truede i EU. Det gælder blandt andet ulven.
Forslaget skal først behandles i EU-Parlamentet og Ministerrådet.
Jeppe Bruus kalder det "et skridt på vejen", at Danmark får mulighed for at forholde sig til, hvor mange ulve der er plads til.
- Men det betyder ikke, at vi kan regulere ulven længere ned, hvis vi måtte ønske det.
- Derfor arbejder jeg for, at vi går et skridt videre til at se ulven ikke bare isoleret inden for nationale grænser, men som en naturlig del af bestanden for den centraleuropæiske ulv.
/ritzau/