Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/08/2026 - 18:41

Øjenlæge: Det er også farligt at kigge direkte på solen normalt

Solen kan skade dine øjne, uanset om der er formørkelse eller ej, lyder advarslen fra øjenforeningens formand.

Claus Bech/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det er farligt at kigge direkte på en solformørkelse som den, der kan ses fra Danmark onsdag aften, uden solformørkelsesbriller.

Men det er heller ikke ufarligt at kigge på en almindelig solnedgang, pointerer øjenlæge Morten la Cour, der er formand for Øjenforeningen.

- Jeg kan ikke tilråde nogen at kigge på solen uden beskyttelsesbriller, siger han.

Morten la Cour fortæller, at almindelige solbriller heller ikke er beregnet til at kigge direkte i solen.

- De er beregnet til at tage reflekteret lys.

Reflekteret lys er lys, som rammer en overflade og bliver kastet tilbage.

Solformørkelsesbriller skal leve op til den tekniske standard ISO 12312-2 og være CE-mærket, som er fabrikantens eller importørens angivelse af, at et produkt overholder EU-lovgivningen.

- Hvis du har solformørkelsesbriller på, vil du se, at du overhovedet ikke kan se eller orientere dig ud gennem dem. Det er helt sort.

- Det er jo den mængde beskyttelse, der skal til for, at man kan holde til at kigge på solen i længere tid - og for at få udbytte af solformørkelsen, siger Morten la Cour.

Solformørkelsen starter ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på forskellige tidspunkter, alt afhængigt af hvor man befinder sig i landet - tidligst omkring klokken 19.15.

Den slutter senest klokken 20.55.

Den når sit maksimum omkring klokken 20.00.

For de fleste danskere vil mellem 86 og 88 procent af Solen være dækket, afhængigt af hvor i landet man befinder sig.

Morten la Cour understreger, at det ikke gør solen mindre farlig, at den er næsten 90 procent formørket.

- Jeg har ikke oplevet nogen, der bare står og kigger på en hel solnedgang. Men det gør man, når der er solformørkelse. Det er den opmærksomhed, som gør, at folk kommer til at kigge mere intenst på den, end de ellers ville gøre, og det er det, der er det farlige, fortæller han.

Morten la Cour vil slet ikke ind på, hvor meget eller hvor lidt man kan tåle.

- Man skal tage solformørkelsesbriller på . Har man dem ikke, må man låne af nogle, der har, og ellers lade være. Det er budskabet, understreger han.

Solskader på nethinden gør som udgangspunkt ikke ondt.

Det kan begynde som efterbilleder, som man kender, hvis man har kigget på skarpt lys og efterfølgende kan fornemme farverige plamager i synsfeltet.

Er der sket permanente skader, går plamagerne ikke væk, men erstattes af blinde pletter i synsfeltet.

En solformørkelse opstår, når Månen passerer mellem Jorden og Solen og kaster sin skygge på Jorden. Det kan kun ske ved nymåne, hvor Månens oplyste side vender væk fra os.

Selv om Solen er omkring 400 gange større end Månen, ser de to næsten lige store ud på himlen. Det skyldes, at Solen samtidig ligger omkring 400 gange længere væk. Netop det særlige sammentræf gør det muligt, at Månen fra tid til anden kan dække Solen helt, skriver DMI.

Morten la Cour skal selv overvære fænomenet.

- Vi har huset fyldt og har købt solformørkelsesbriller med de rigtige ISO- certificerede numre - og vi deler dem med alle de naboer, der har glemt at købe nogen, siger han.

RITZAU

TjekDet - faktatjek