Caracas, 04/07/2026 - 20:21
Næsten 3000 er bekræftet døde efter jordskælv i Venezuela
To jordskælv ramte Venezuela kort tid efter hinanden 24. juni. 2954 personer er bekræftet døde.
Af: /ritzau/
Antallet af omkomne som følge af de to jordskælv, der ramte Venezuela 24. juni, er lørdag steget til 2954.
Det viser en opgørelse fra myndighederne, skriver nyhedsbureauet AFP.
Der er tale om en opjustering på mere end 300 siden fredag.
Foruden de omkomne kom flere end 16.000 til skade i forbindelse med de to jordskælv, viser tal fra myndighederne.
Jordskælvene, som fandt sted med et minuts mellemrum, havde en beregnet styrke på henholdsvis 7,2 og 7,5. Der var tale om de kraftigste jordskælv i Venezuela siden 1900.
RITZAU




