København, 09/08/2026 - 16:32
Formodet hårdkogt irsk bandeleder udleveret fra Emiraterne
Irske Daniel Kinahan anklages blandt andet for handel med narkotika. Søndag skal han for en dommer.
Af: /ritzau/
De Forenede Arabiske Emirater har udleveret den formodede bandeleder Daniel Kinahan til de irske myndigheder.
Det skriver Reuters.
Ifølge nyhedsbureauet blev han anholdt i Dubai i april. Han er udnævnt som en af tre ledere af gruppen Kinahan Organised Crime Group.
Den 49-årige Kinahan står over for anklager om at lede organiseret kriminalitet, når han fremstilles for den særlige straffedomstol i Dublin søndag aften, har den irske avis Irish Times berettet om.
Beslutningen om udlevering blev truffet af en domstol i Dubai.
Ifølge en officiel erklæring menes Kinahan at have stået bag mord og handel med narkotika, skriver Emiraternes nyhedsbureau WAM.
- Kinahan betragtes som en af de mest eftersøgte personer i sager relateret til transnational organiseret kriminalitet, lyder det i erklæringen ifølge nyhedsbureauet WAM, skriver Reuters.
RITZAU




