København, 02/07/2025 - 10:27
Politiet ser positivt på strømpistoler efter testforsøg
Politiet har i syv måneder testet strømpistoler som led i et forsøg. 133 gange er strømpistolen anvendt.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I tre politikredse har et forsøg med strømpistoler gjort det muligt for politiet at undgå mere indgribende magtmidler som stav, peberspray og tjenestepistol.
Det vurderer politiet efter en prøveperiode på godt syv måneder, hvor Nordjyllands Politi, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi samt Københavns Vestegns Politi har fungeret som pilotkredse i forbindelse med test af strømpistolerne.
I testperioden er pistolerne blevet anvendt 133 gange og affyret 41 gange, oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
De 41 gange, pistolen er blevet affyret, er en person blevet ramt. I ét tilfælde er en person komme til skade i forbindelse med brugen af strømpistolen. En hændelse der undersøges af Den Uafhængige Politianklagemyndighed (DUP).
Politiet vurderer, at strømpistolen i 124 tilfælde har bidraget positivt, så betjentene kunne undgå at udøve brug af fysisk magt.
- Vi har i forsøgsperioden set konkrete eksempler på, at strømpistolen har forhindret eskaleringer af tilspidsede situationer, der ellers kunne have mundet ud i, at vi måtte bruge tjenestepistolen.
- Der har været konkrete eksempler, hvor betjente ved brug af strømpistolen har pacificeret en truende gerningsperson uden at forvolde varig skade, siger fungerende chefpolitiinspektør Tenna Wilbert fra Københavns Vestegns Politi.
Ifølge politiet har strømpistolen bidraget positivt ved at give mulighed for at standse potentielt farlige personer på afstand, uden at være nødt til at anvende magt, som kunne medføre personskade.
En strømpistol sender ved affyring to elektroder afsted, som via ledninger sender elektriske impulser gennem kroppen på den, der bliver ramt. Det lammer midlertidigt musklerne og gør personen ude af stand til at bevæge sig.
Effekten giver politiet mulighed for at pacificere en truende person på afstand uden behov for at anvende øvrige magtmidler.
Rigspolitiet og de tre politikredse fortsætter testforløbet med strømpistolen, da det efter en samlet evaluering af forløbet skal vurderes, om og under hvilke rammer strømpistolen eventuelt skal indføres på fast basis i politiet.
/ritzau/