København, 04/06/2025 - 17:33
Astrup og Skaarup forcerer drilsk hurdle i Indonesien
Den dobbelte olympiske mester Chi-Lin Wang ydede Kim Astrup og Anders Skaarup stor modstand i Indonesien.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Verdenstoerne Kim Astrup og Anders Skaarup er videre til ottendedelsfinalerne i Indonesia Open, men det skete ikke uden besvær.
I første runde blev Hsiang Chieh Chiu og Chi-Lin Wang fra Taiwan besejret 21-18, 11-21, 21-15 efter en meget drilsk kamp.
Dels spillede vinden i arenaen i Jakarta en stor rolle for begge par, og dels var halvdelen af modstanderholdet af meget høj klasse.
30-årige Chi-Lin Wang har vundet de seneste to OL-guldmedaljer i herredouble, og det var tydeligt at se, at han var parrets klart stærkeste kort i forhold til 22-årige Hsiang Chieh Chiu, der har afløst pensionerede Lee Yang siden seneste OL-triumf.
- Vi skulle grave dybt, og jeg er sgu stolt over, hvordan vi reagerede, siger Kim Astrup til TV 2 Sport.
Både i første og andet sæt kom Wang og Chiu klart bedst fra start.
I første sæt vendte danskerne dog flot 7-13 til sætsejr, mens det i andet sæt slet ikke virkede til, at der var tro på tingene mod en stærkt spillende Wang.
Den vendte dog tilbage i tredje sæt, hvor Astrup og Skaarup takket være et par vigtige marginaler kom på 4-0, hvorfra de aldrig helt gav slip og konstant førte med mindst et par point, inden de sikkert lukkede kampen.
Frederik Søgaard og Rasmus Kjær er også klar til ottendedelsfinalerne, efter herredoublen i første runde tog en flot sejr mod tredjeseedede Aaron Chia og Wooi Yik Soh fra Malaysia. Danskerne vandt i tre sæt, 21-13, 19-21, 21-18.
Første runde blev til gengæld endestationen for herredoublen med Daniel Lundgaard og Mads Vestergaard, der tabte i to sæt til indoneserne Fajar Alfian og Muhammad Rian Ardianto.
Tidligere onsdag spillede mixeddoublerne med Mads Vestergaard og Christine Busch samt femteseedede Jesper Toft og Amalie Magelund sig sikkert videre til ottendedelsfinalerne med favoritsejre.
/ritzau/