Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/09/2023 - 08:30

Populær kanal fejrer jubilæum med stjernespækket show

Radiostationen Nova fejrer 15-års fødselsdag med et celebert gallashow med optrædener fra blandt andre Medina og Christopher i Operaen i København.

Torben Christensen/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Det er 15 år siden, at man for første gang kunne tune ind på Nova.

Radiostationen fejrer jubilæet med pomp og pragt med et stjernespækket gallashow, som Operaen i København lægger bonede gulve til 1. oktober.

Det annoncerer Bauer Media i en pressemeddelelse.

På plakaten er musikere som Lukas Graham, Christopher, Drew Sycamore, Mads Langer og Saint Clara, som alle optræder live i Operaen.

- Dansk musik har altid været en del af vores DNA, og vi glæder os over at kunne fejre de 15 år ved at give lytterne et stort gallashow med nogle af de allerstørste danske artister, lyder det fra Bauer Medias COO, Tobias Nielsen, i pressemeddelelsen.

Novas værter bliver også værter ved gallashowet og tæller blandt andre Dennis Ravn, Mai-Britt Vingsøe, Lasse Balslev og Signe Krarup, som lyttere af morgenfladen formentlig genkender.

- I et radiomarked, hvor der har været meget fokus på public service-midler og svigtende lytning, er vi stolte over, at vi i 15 år har formået at underholde millioner af lyttere, og at vi stadig fastholder over en million ugentlige lyttere, tilføjer COO Tobias Nielsen i pressemeddelelsen.

Det vil ikke være muligt at købe billetter til gallashowet. Men mellem den 4. og 29. september vil der daglig blive udloddet billetter i radioen, oplyser Bauer Media.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek