Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

New York City, 01/09/2026 - 03:10

To personer er døde efter knivstikkeri på Times Square

32-årig kvinde er dræbt på Manhattan, efter at kvinde gik til angreb med flere knive. Gerningspersonen er død.

Brendan Mcdermid/Reuters

Af: /ritzau/

En person er natten til tirsdag dansk tid blevet dræbt af knivstik på Times Square i den amerikanske storby New York City.

Det oplyser Zohran Mamdani, der er borgmester i byen, på et pressemøde.

- Det gør mig dybt trist at meddele, at et af ofrene er afgået ved døden ligesom den formodede gerningsperson. Det andet offer er i øjeblikket indlagt på hospitalet i stabil tilstand, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det var ifølge borgmesteren en kvinde, der bevæbnet med flere knive gik til angreb ved det berømte knudepunkt på Manhattan.

Hun blev efterfølgende skudt og dræbt af politiet.

På det sociale medie X har politiet i New York City lagt et billede op af to knive, som er blevet fundet på gerningsstedet.

Politiet i den amerikanske storby siger på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet AP, at gerningspersonen er en 49-årig kvinde.

Hun hev pludselig to knive ud af en taske og stak en 68-årig mand og en 32-årig kvinde i maven på Times Square.

Ofrene blev bragt til hospitalet, hvor den 32-årige kvinde døde af sine kvæstelser.

Politiet fortæller ifølge AP ikke, hvorvidt ofrene for knivstikkeriet var turister eller lokale beboere.

Ifølge Jessica Tisch, der er politikommissær i New York City, forsøgte politiet i flere minutter at få gerningspersonen til at lægge knivene fra sig.

I stedet sagde kvinden til betjentene:

- Jeg smider ikke noget. Jeg vil hellere dræbe jer begge to.

Kvinden blev herefter skudt af politiet.

- Det var en yderst farlig situation, der udspillede sig midt på Times Square, siger Jessica Tisch ifølge AP.

Kvinden, der stod bag knivstikkeriet, er kendt af politiet for at have haft mentale problemer, men hun har ikke tidligere været anholdt.

Ifølge Jessica Tisch er der intet, der tyder på, at der var tale om et terrorangreb, skriver AP.

RITZAU

TjekDet - faktatjek