Sofia, 19/01/2026 - 23:35
Bulgariens præsident træder tilbage et år før tid
Bulgariens præsident puster med sin tilbagetræden til spekulationer om, at han vil skabe sit eget parti.
Af: /ritzau/
Bulgariens præsident, Rumen Radev, træder tilbage.
Det siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters mandag og puster dermed til spekulationer om, at han vil skabe sit eget politiske parti og stille op til det kommende parlamentsvalg i november.
Radev, der skulle have været præsident indtil januar 2027, siger, at han vil indgive sin afskedsbegæring til forfatningsdomstolen tirsdag. Hvis den bliver godkendt, vil Bulgariens vicepræsident, Iliana Iotova, overtage posten frem til valget.
Præsidenten besluttede fredag, at Bulgarien skal afholde nyvalg, fordi de ledende partier har nægtet at give mandat til at danne en regering.
Den tidligere regering måtte sidste måned træde tilbage efter omfattende demonstrationer. Premierminister Rosen Zjeljakov meldte sin afgang den 11. december.
Demonstranterne mente, at mindretalsregeringen havde svigtet i kampen mod korruption i Bulgarien, som er et af EU's fattigste og mest korrupte medlemslande.
Radev er skeptisk over for Bulgariens nylige indførelse af euroen og har været venligt stemt over for Rusland, når han har talt om krigen i Ukraine.
Valget bliver det ottende på blot otte år.
/ritzau/




