Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/11/2025 - 15:32

En person brændt inde under plejehjemsbrand på Falster

Flere beboere på plejecenter i Nykøbing Falster er evakueret, og kommunen er i gang med at finde genhusning.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En person er fundet indebrændt efter en brand på Plejecenter Sømarken i Nykøbing Falster.

Flere af plejecenterets beboere er evakueret, og branden er nu slukket, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på det sociale medie X.

De pårørende er underrettet, og politiet arbejder fortsat på stedet, oplyses det.

Det var onsdag kort før klokken 13.00, at branden blev anmeldt.

I en pressemeddelelse bekræfter Guldborgsund Kommune, at der har været brand på plejecenterets afdeling A.

- De evakuerede beboere og medarbejdere opholder sig i et lokale væk fra branden, skriver kommunen i meddelelsen.

- Vi er i fuld gang med at kontakte de pårørende til beboerne, ligesom vi er i gang med at sikre genhusning til de ældre, skriver Guldborgsund Kommune.

Centerchef Marianne Søgaard fra Guldborgsund Kommune oplyser, at det lykkedes at evakuere 19 af afsnittets 20 beboere, da branden brød ud.

Et kriseberedskab er iværksat, og der tilbydes hjælp til både beboere og medarbejdere.

- Det er selvfølgelig en voldsom oplevelse at være udsat for.

- Vi har igangsat vores krisekorps i forhold til at få bearbejdet den oplevelse, det har været at være en del af forløbet, siger Marianne Søgaard til Ritzau.

Ifølge Lolland-Falsters Folketidende brød branden ud i en af lejlighederne på centeret.

En person er ifølge mediet kørt på sygehuset med symptomer på røgforgiftning.

De øvrige er ikke kommet noget til fysisk, har indsatslederen hos brandvæsenet oplyst til folketidende.dk.

Der er ikke meldt noget ud om årsagen til branden.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har for nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger til pressen, skriver politiet på X.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek