København, 13/12/2024 - 08:51
Jyske Bank får hvidvaskbøde på 24 millioner kroner
Jyske Bank får bøde for ikke at leve op til krav i hvidvasklov vedrørende 35 kunder med boliglån i Sydeuropa.
Af: /ritzau/
Jyske Bank har fået en bøde på knap 24 millioner kroner for ikke at leve op til hvidvaskloven mellem marts 2010 og september 2021.
Det skriver banken i en selskabsmeddelelse.
Jyske Bank har ikke levet op til kravene i hvidvaskloven, der vedrører kundekendskabsprocedurer og undersøgelsespligt på 35 kunder med boliglån i Sydeuropa, lyder det.
- Vi rettede straks op på de specifikke mangler i håndteringen af boliglånene, da de blev kendt. Generelt har vi et stærkt og omfattende fokus i koncernen på bekæmpelse af finansiel kriminalitet og hvidvask, siger bankdirektør i Jyske Bank Peter Schleidt i meddelelsen.
- Gennem hele forløbet har vi samarbejdet med National enhed for Særlig Kriminalitet, og vi er tilfredse med, at sagen nu er afsluttet, lyder det videre.
/ritzau/




