Beirut, 07/08/2025 - 19:52
Libanons regering godkender plan om at afvæbne Hizbollah
USA-udsending roser Libanons regering for modig beslutning. Shia-ministre udvandrede fra regeringsmøde.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Libanons regering har godkendt en plan om at afvæbne den militante bevægelse Hizbollah.
Det rapporterer tv-stationen al-Jazeera.
Regeringen mødtes torsdag for at drøfte et amerikansk forslag om at afvæbne Hizbollah inden årets udgang.
Desuden skal Israels militære operationer i Libanon stoppe.
Libanons informationsminister siger ifølge Reuters, at regeringen har godkendt målsætningerne i forslaget, men at den ikke har drøftet alle detaljerne i det.
Hizbollahs ministre udvandrede fra mødet, skriver al-Jazeera i sin liveblog. Det samme gjorde deres allierede i Amal-bevægelsen, der ligeledes er et shiamuslimsk parti.
- De mener, at regeringen overlader landets suverænitet til USA og Israel, siger al-Jazeeras korrespondent.
USA's udsending Tom Barrack roser Libanons regering.
I et opslag på X lykønsker Barrack de libanesiske ledere "for at træffe den historiske, modige og rigtige beslutning i denne uge om at begynde den fulde implementering" af en våbenhvile fra november.
Våbenhvileaftalen afsluttede over et års fjendtligheder mellem Hizbollah og Israel, efter at Israels hær udslettede det meste af Hizbollahs ledelse og våbenlagre.
Aftalen understreger, at våben i Libanon udelukkende skal være underlagt statslige myndigheder.
Tom Barrack roser Libanon for at vælge løsningen "Én nation, én hær", skriver han.
- Vi står bag det libanesiske folk, lyder det fra Barrack.
USA har længe presset på for at få afvæbnet den Iran-støttede Hizbollah-milits.
Israel er stadig til stede i det sydlige Libanon, efter at israelske styrker i 2024 trængte ind i landet for at bekæmpe Hizbollah og stoppe den militante gruppes angreb.
Torsdag meldes fem mennesker dræbt og ti såret i et nyt israelsk angreb i det sydlige Libanon.
/ritzau/AFP