Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/11/2024 - 14:25

Sigtelse: Mænd forsynede svenskere med pistol til drabsforsøg

En mand, der blev anholdt mandag, og to mænd, der allerede sad fængslet, er blevet sigtet for drabsforsøg.

Af: /ritzau/

Tre mænd er tirsdag blevet fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret sigtet for drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse ved at have udstyret to svenskere, der allerede sidder fængslet, med en pistol af mærket Glock i juli.

To af mændene sad allerede fængslet, og fremstillingen er sket med henblik på at udvide fængslingsgrundlaget.

Et eller flere medlemmer af bandegrupperingen Loyal To Familia (LTF) var mål for drabsforsøget, der mislykkedes, da de to svenskere blev anholdt 10. juli.

Drabet skulle ifølge sigtelsen være fundet sted omkring Super Kiosken, der ligger på Holmbladsgade på Amager.

Alle tre sigtede er blevet fængslet i 15 dage. De nægter sig alle skyldige og ønskede ikke at udtale sig i retten.

En af mændene, en 20-årig, blev anholdt mandag klokken 10.40. De to andre, der allerede sad fængslet, er henholdsvis 17 og 16 år gamle.

Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer. Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, ligesom forsvareren kan fortælle, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek