Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Caraballeda, 28/06/2026 - 22:04

Mand og søn gravet ud af ruinerne fire dage efter skælv i Venezuela

Amerikanske og franske redningsarbejdere har reddet en far og en søn ud af ruinerne i kystby i Venezuela.

Miguel Medina/Reuters

Af: /ritzau/AFP

En mand og hans teenagesøn er søndag reddet ud af ruinerne af en bygning i Venezuela, knap fire døgn efter at to kraftige jordskælv ramte landet.

De to blev fundet i kystbyen Caraballeda, som er en af de byer, der er hårdt ramt af jordskælvene.

Amerikanske og franske redningsarbejdere, der er ankommet til Venezuela for at hjælpe med at finde eventuelle overlevende, bar far og søn ned fra en stor bunke murbrokker.

Begge lå nøgne på bårer, men er i live.

Det oplyser journalister fra nyhedsbureauet AFP.

Der er ikke umiddelbart yderligere oplysninger om deres tilstand.

De to kraftige jordskælv, der havde en beregnet styrke på henholdsvis 7,2 og 7,5, ramte Venezuela tidligt onsdag aften lokal tid - natten til torsdag dansk tid.

Selv om sandsynligheden for at finde overlevende svinder for hver time, der går, fortsætter redningsmandskab arbejdet med at lede blandt de sammenstyrtede bygninger.

FN oplyste lørdag, at over 2200 redningsarbejdere fra en lang række lande var ankommet til Venezuela.

Flere er ventet i de kommende dage.

Tidligere søndag meddelte Venezuelas parlamentsformand, Jorge Rodriguez, at dødstallet er steget med 20 siden lørdag og nu er på 1450 omkomne.

Han siger videre, at 774 bygninger er styrtet sammen som følge af de kraftige jordskælv. Af dem er mindst 189 fuldkommen kollapset.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek