Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Los Angeles, 10/02/2026 - 04:55

Dommer blokerer for Californiens forbud mod maskerede betjente

Dommer giver ikke grønt lys til lov i Californien, der forbyder føderale betjente at dække deres ansigter.

Apu Gomes/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En føderal dommer i USA har mandag blokeret for, at en lov i delstaten Californien kan træde i kraft. Det gælder en lov, som ville forbyde betjente fra landets immigrationsmyndigheder at dække deres ansigter.

Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

Betjentene vil dog stadig være forpligtet til at bære tydelig identifikation med angivelse af den myndighed, de arbejder for, og deres tjenestenummer.

Californien blev den første delstat i USA, som vedtog en lov, der forbyder betjente at bære ansigtstildækning.

Loven blev underskrevet i september i kølvandet på en række opsigtsvækkende razziaer udført af immigrationsmyndigheden Immigration and Customs Enforcement (ICE) i storbyen Los Angeles over sommeren.

I november anlagde præsident Donald Trumps administration så et søgsmål, der udfordrede loven. Her lød det, at lovgivningen ville true sikkerheden for betjente, der udsættes for chikane, vold og såkaldt doxing - at søge efter og offentliggøre personlige oplysninger om en person.

Det lød også, at loven krænkede landets forfatning, fordi den ville gøre delstaten regulerende for den føderale regering.

Ifølge AP siger dommer Christina Snyder, at hendes afgørelse skyldes, at maskeringsforbuddet ikke omfatter delstatslige retshåndhævende myndigheder, hvilket ifølge hende udgør en forskelsbehandling af den føderale regering.

Afgørelsen kan få national betydning, mens delstaterne prøver at finde ud af, hvordan de skal forholde sig til føderale betjente der håndhæver Trump-administrationens immigrationsindsats, skriver nyhedsbureauet.

Afgørelsen efterlader dog en mulighed for fremtidig lovgivning, der forbyder føderale betjente at bære masker, hvis den gælder for alle retshåndhævende myndigheder.

- Retten finder, at føderale betjente kan udføre deres føderale opgaver uden at bære masker, lyder det i afgørelsen.

Afgørelsen fra Christina Snyder træder i kraft den 19. februar. Forbuddet mod maskerede betjente skulle være trådt i kraft 1. januar, men det blev sat på pause på grund af retssagen.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Gavin Newsom, som er guvernør i Californien, i en udtalelse reageret på dommerens beslutning om at opretholde kravet om, at betjentene skal bære identifikation.

Han siger, at det er "en klar sejr for retsstatens principper".

Han kommenterer ikke umiddelbart afgørelsen mod tildækning af betjentenes ansigter.

USA's justitsminister, Pam Bondi, har på det sociale medie X reageret på blokeringen af loven mod maskering, hvilket hun kalder en afgørende sejr.

- De her føderale betjente bliver chikaneret, udsat for doxing, modarbejdet og angrebet blot for at udføre deres arbejde. Vi har ingen tolerance over for det.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek