København, 26/08/2024 - 13:20
Mere privat og nærværende: Sarah Grünewald vender tilbage på TV 2
Sarah Grünewald kan ses i sit første værtsjob, efter hun sidste år takkede af efter et årti i spidsen for "Vild med dans".
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Efter 11 sæsoner i spidsen for "Vild med dans" stoppede Sarah Grünewald på det populære program sidste år for at gøre plads til nye kapitler.
Nu kan TV 2 så afsløre, hvad der står på de første sider.
Sarah Grünewald bliver vært på kanalens nye musikalske satsning "Piano" - den danske udgave af det britiske program "The Piano".
Her møder en række amatørpianister op på forskellige togstationer, hvor de skal spille klaver for de forbipasserende.
Dermed er omgivelserne og personerne, som programmet centrerer sig om, noget anderledes end i Vild med dans-studiet. Og det har gjort, at Sarah Grünewald har kunnet være en mere privat og nærværende udgave af sig selv, fortæller hun.
- Jeg har mødt mennesker i alle aldre og fra så mange utroligt forskellige steder i Danmark, som seerne virkelig skal glæde sig til at møde, siger Sarah Grünewald i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Det er mennesker, vi ikke normalt møder på tv, men fordi præmissen er at hylde en livsven, som i deres tilfælde er klaveret, lukker de os helt automatisk ind.
Uden at amatørpianisterne ved det, lytter popmusikeren Mads Langer og den verdenskendte pianist Tanja Zapolski med.
I hvert program overrasker de én af de optrædende, der får mulighed for at optræde til en koncert på Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums scene sammen med de to etablerede musikere.
"Piano" får premiere senere på året, oplyser TV 2.
/ritzau/