København, 16/08/2023 - 11:04
Flere byer på Tenerife evakueres efter skovbrand
Fire byer på den kanariske ø er blevet evakueret. En stor indsats skal nu i gang, lyder det.
Gerardo Ibelli/Reuters
Af: /ritzau/
På den kanariske ø Tenerife er fire byer blevet evakueret, efter at en skovbrand tirsdag aften brød ud på på den nordvestlige del af øen.
Det skriver Reuters.
Skovbranden startede i en naturpark, som ligger omkring vulkanen Mount Teide, og onsdag har de spanske myndigheder beordret evakueringen af de fire byer.
Det gælder byerne Arrate, Chivisaya, Media Montaña og Ajafona.
Branden bevægede sig gennem et skovområde med stejle kløfter, hvilket nu har gjort brandvæsenets opgave mere besværlig, melder Reuters.
- Denne brand kan blive enormt stor, vi har bedt om yderligere hjælp, siger borgmester på Tenerife Rosa Davila i lokalradio, ifølge Reutes.
- Den påvirker primært Corona Forestal (naturpark red.), hvor der er en masse fyrretræer og skov. Det er et stejlt område, og fly er nødvendige, siger borgmesteren.
Ifølge Reuters er det blevet oplyst på lokalradio på øen, at helikoptere har sprøjtet vand udover området med brand.
Onsdag morgen havde branden ødelagt omkring 130 hektar land tæt på Teide-vulkanen, som er Spaniens højeste punkt.
/ritzau/