Kairo, 27/07/2023 - 15:59
Egypten beder dansk ambassadør forklare koranafbrændinger
Demonstrationer i Danmark og Sverige, hvor Koranen er blevet brændt af, vækker opsigt og vrede i flere lande.
Af: /ritzau/
Egypten indkalder den danske ambassadør i landet, Anne Dorte Riggelsen, til en samtale på grund af de afbrændinger af Koranen, der har fundet sted i Danmark.
Det meddeler Egyptens regering torsdag.
Den seneste tids demonstrationer i Danmark og Sverige, hvor islams hellige bog er blevet brændt af, har vakt opsigt og vrede i flere lande med en overvejende muslimsk befolkning.
I sidste uge var den danske ambassadør i Iran, Jesper Vahr, af samme årsag indkaldt til en samtale i det iranske udenrigsministerium.
/ritzau/Reuters




