København, 27/06/2025 - 15:52
Ikast og Odense havner i samme Champions League-gruppe
Odense Håndbold, der kom i Champions League-finalen i sidste sæson, skal i næste sæsons gruppespil møde Ikast.
Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Odenses håndboldkvinder tørner sammen med Ikast i gruppespillet i Champions League.
Det står klart efter fredagens lodtrækning, hvor 16 hold blev inddelt i to grupper. Der er otte hold i hver gruppe.
Team Esbjerg skal spille i gruppe A og møder ingen andre danske hold. Odense og Ikast skal dyste i gruppe B.
Gruppe A består af følgende hold: Storhamar, Metz, Györ, Borussia Dortmund, Team Esbjerg, Gloria Bistrita, Buducnost og DVSC Schaeffler.
Györ er forsvarende mester i turneringen efter sejr i finalen over Odense.
Gruppe B består af følgende hold: Ludwigsburg, Odense, CSM Bucuresti, Brest, Ferencvaros, Podravka, Krim og Ikast.
Alle hold skal spille 14 gruppekampe.
De to bedste hold fra hver gruppe går videre til kvartfinalerne. Nummer tre, fire, fem og seks skal spille playoffkampe om at komme i kvartfinalerne.
Gruppespillet begynder 6. og 7. september og slutter 21. og 22. februar 2026.
Der trækkes senere fredag lod til herrernes gruppespil i Champions League. Her er GOG og Aalborg med i bowlen.
/ritzau/