København, 12/05/2026 - 07:42
Nyvalgt: Grønland er utålmodig efter ny regering i Danmark i ly af trusler
De nordatlantiske mandater var mandag til forhandlinger om at danne regering og håber på en hurtig afklaring.
Af: /ritzau/
Grønland har været centrum for verdens opmærksomhed efter truslerne fra USA, og derfor haster det med at få en regering i Danmark på plads set fra grønlandsk side.
Det siger det nyvalgte grønlandske folketingsmedlem Naaja Nathanielsen fra partiet IA, som er søsterparti til SF. Hun deltog mandag i indledende forhandlinger med Venstre, da de nordatlantiske mandater var indkaldt.
- Fra grønlandsk side er vi en smule utålmodige med at få dannet en regering i Danmark. Meget afhænger af at der kommer en dansk regering i forhold til konfliktsituationen med USA og det daglige rugbrødsarbejde, siger hun mandag aften.
Hun håber derfor, at det hurtigt bliver afklaret af forhandlingsleder og Venstre-formand Troels Lund Poulsen, hvorvidt der kan dannes en regering.
Han har overtaget taktstokken i forsøget på at danne en ny regering, efter at fungerende statsminister Mette Frederiksen har givet den videre.
Moderaterne valgte i fredags efter rekordlange forhandlinger om at danne en ny regering at pege på en anden forhandlingsleder.
Naaja Nathanielsen er tidligere minister for erhverv, råstoffer, energi, justitsområdet og ligestilling, men valgte at træde tilbage for at stille op til Folketinget ved valget i marts.
Hun hælder til en rød regering.
- Vi står stadig der, at vi nok hælder rødt. Men vi vil gerne have et godt samarbejde med hvem end, der kommer af regeringsleder i Danmark, og derfor vil vi gerne støtte dialogen, siger hun.
/ritzau/




