Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/12/2023 - 12:36

Danske stjerner topper listen over de mest googlede herhjemme

Store danske navne fra sport og kultur er blandt de mest googlede personer i år, mens internationale navne også har fundet vej til top-10.

Mario Anzuoni/Reuters

Af: Af Amalie Dinesen, Ritzau Fokus

En tennisstjerne, en tour de France-vinder og en international popsanger er på top tre over de mest googlede personer herhjemme i 2023.

Det afslører Google i en pressemeddelelse.

Og det er altså de danske sportsstjerner, der sætter sig solidt på de øverste pladser på sejrsskamlen ved opgørelsen af årets top-10.

Den danske tenniskomet Holger Rune slår sig ind på en førsteplads, mens cykelrytter og tour de France-vinder Jonas Vingegaard lægger sig i læ på en andenplads.

Imens har den amerikanske popsangerinde Taylor Swift sunget sig ind på en tredjeplads. Hun er netop kåret som Årets Person af det amerikanske Time Magazine.

Sam Jacobs, som er chefredaktør på Time Magazine, kaldte hende i den forbindelse for "en sjælden person, der både er skribenten og helten i sin egen historie".

På fjerdepladsen gemmer sig en stor mand, nemlig sangeren Tobias Rahim, der er kendt for hits som "Mucki Bar", "Flyvende Faduma" og "Stor mand".

Derefter følger journalist og forfatter Lise Nørgaard på en femteplads. Hun døde 1. januar i en alder af 105 år.

Særligt er hun kendt for serien "Matador", der flere gange har kørt på DR med seerrekorder til følge.

På en sjetteplads er skuespiller Matthew Perry, der blev verdenskendt med serien "Friends". Han døde i oktober som 54-årig, hvor han blev fundet i et boblebad i sit hjem i Los Angeles.

Google afslører ligeledes, hvilke personer der har taget det største hop i antallet af gange, danskerne har søgt på dem. Her er Matthew Perry den største højdespringer.

Resten af listen over de ti mest googlede personer i 2023 udgøres af håndboldspilleren Mikkel Hansen på en syvendeplads, sangerinden Tina Turner på en ottendeplads og statsminister Mette Frederiksen på en niendeplads.

Astronaut Andreas Mogensen skriver sig ind på tiendepladsen. Han er lige nu på sin anden rummission på den Internationale Rumstation (ISS).

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek