Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Genève, 17/02/2026 - 22:22

Iran melder om enighed med USA om principper i atomforhandlinger

USA vil have Iran til at begrænse landets atomprogram. Ifølge Vance har Iran endnu ikke anerkendt røde linjer.

Valentin Flauraud/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Repræsentanter for Iran og USA er tirsdag blevet enige om "vejledende principper" i forhandlinger om en atomaftale i den schweiziske by Genève.

Det siger Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, til iranske medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- I sidste ende var vi i stand til at nå en bred aftale om et sæt vejledende principper, og på baggrund af dem vil vi gå videre og begynde at arbejde på teksten til en potentiel aftale, siger Araghchi.

Araghchi tilføjer, at en atomaftale ikke vil blive indgået inden for den nærmeste fremtid, men at vejen henimod en aftale er åbnet.

Udenrigsministeren har deltaget i forhandlingerne på vegne af Iran, mens udsendingene Steve Witkoff og Jared Kushner repræsenterede USA.

USA vil have, at Iran begrænser sit atomprogram.

Fra USA's vicepræsident, J.D. Vance, lyder det efter drøftelserne, at Iran ikke har accepteret alle de røde linjer, som præsident Donald Trump har opstillet som krav, hvis der skal findes en diplomatisk løsning.

- På nogle måder gik det godt, de blev enige om at mødes igen bagefter, siger Vance i Fox News-programmet "The Story with Martha MacCallum", skriver nyhedsbureauet AFP.

- Men på andre måder stod det meget klart, at præsidenten har fastlagt nogle røde linjer, som iranerne endnu ikke er villige til reelt at anerkende og arbejde sig igennem.

Drøftelserne vil fortsætte - men Trump forbeholder sig retten til at vurdere, hvornår diplomatiet har nået det, som Vance kalder en naturlig afslutning.

- Vi håber ikke, vi når til det punkt, men hvis vi gør, vil det være præsidentens beslutning.

Forhandlingerne i Genève er afsluttet tirsdag eftermiddag. Der er tale om den anden runde atomforhandlingerne mellem Iran og USA i denne omgang.

Tid og sted for en tredje forhandlingsrunde er endnu ikke fastsat, fortæller Abbas Araghchi.

USA's præsident, Donald Trump, har flere gange truet med at gribe militær ind over for Iran - først på grund af de iranske myndigheders vold mod regeringskritiske demonstranter og derefter på grund af landets atomprogram.

Efter atomforhandlingerne siger den iranske udenrigsminister ifølge Reuters, at USA straks skal stoppe med sine trusler om at bruge militær magt mod Iran.

USA, Israel og flere europæiske lande er bekymrede for, at målet med Irans atomprogram er at fremstille en atombombe. Iran afviser, at det er tilfældet.

Netop ønsket om at stoppe det iranske atomprogram fik i juni sidste år Israel til at angribe iranske atomanlæg og militære anlæg. USA angreb også store iranske atomkraftværker ved byerne Natanz og Isfahan samt Fordow-anlægget.

De israelske og amerikanske angreb satte dengang en stopper for igangværende atomforhandlinger.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek