Singapore, 25/05/2026 - 02:30
Udsigt til mulig fredsaftale får oliepriser til at falde
Prisen på både Brent-råolie og West Texas Intermediate-olie er faldet til det laveste niveau siden 7. maj.
Justin Sullivan/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Oliepriserne har ramt det laveste niveau i to uger, hvilket sker på baggrund af en optimisme om, at USA og Iran bevæger sig tættere på en fredsaftale.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Parterne er dog fortsat uenige om centrale spørgsmål i forhandlingerne - heriblandt om blokader i Hormuzstrædet, som fortsat begrænser olieforsyningerne fra Mellemøsten.
Futures-priserne på Brent-råolie faldt med 4,71 dollar - 4,55 procent - til en pris på 98,83 dollar per tønde klokken 00.34 natten til mandag dansk tid.
Futures er finansielle kontrakter, hvor man aftaler at købe eller sælge en aktie til en fast pris på et tidspunkt i fremtiden.
Den amerikanske West Texas Intermediate-olie fandt ligeledes. Den faldt med 4,57 dollar - 4,73 procent - til 92,03 dollar per tønde.
Tidligere nåede de begge deres laveste niveau siden 7. maj, skriver Reuters.
Lørdag sagde USA's præsident, Donald Trump, at USA og Iran i vid udstrækning havde forhandlet et aftalememorandum om en fredsaftale, som ville genåbne Hormuzstrædet, på plads.
Strædet stod før konflikten for en femtedel af verdens transport af olie og flydende naturgas.
Parterne er dog fortsat uenige om flere knaster, og Trump sagde søndag, at han havde bedt sine repræsentanter i forhandlingerne om ikke at indgå en forhastet aftale.
- På trods af alle de forbehold og risici, der fortsat er omkring fredsaftalen og Hormuzstrædet, er der nu et lys for enden af tunnelen, som vil blive en vis kortsigtet lettelse i forhold til oliepriserne, siger Saul Kavonic, som er analytiker ved analysevirksomheden MST Marquee.
Ifølge Reuters forventer analytikere dog, at det vil tage flere måneder, før transporten af olie gennem Hormuzstrædet vender tilbage til det normale niveau. Det vil også tage tid at reparere beskadigede olie- og gasanlæg.
/ritzau/




