København, 18/05/2025 - 04:55
Masten på mexicansk skib rammer Brooklyn Bridge
Et skib fra Mexicos flåde har ramt underkanten af den ikoniske bro i New York. Flere er kommet til skade.
Bjorn Kils/New York Media Boat/Reuters
Af: /ritzau/
Et skib fra den mexicanske flåde er lørdag aften sejlet ind i Brooklyn Bridge i New York.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Den øverste del af skibets ene mast har ramt underkanten af broen, der forbinder bydelen Brooklyn med Manhattan.
Presseafdelingen ved New Yorks brandvæsen oplyser, at man er rykket ud til personskader.
Det fremgår ikke, hvor mange personer der kan være kommet til skade, og om personerne befandt sig på broen eller skibet.
Politiet i New York oplyser ifølge ABC News, at flere er kommet til skade. Unavngivne kilder siger til tv-stationen CNN, at det drejer sig omkring 20 personer - heraf meldes tre i kritisk tilstand.
Politiet har bedt indbyggere om at holde sig væk fra Brooklyn Bridge, der også kortvarigt var lukket for trafik.
Den mexicanske flåde skriver på det sociale medie X, at flådefartøjet Cuauhtemoc kort efter sin afgang er blevet forhindret i at fortsætte sin rejse på grund af et uheld ved Brooklyn Bridge.
- Statussen på personel og udstyr er i gang med at blive gennemgået af flåden og de lokale myndigheder, skriver den mexicanske flåde på X.
Flåden benytter skibet til uddannelse af kommende soldater.
/ritzau/