Sønderborg, 10/03/2026 - 18:21
37-årig mand varetægtsfængsles efter bortførelse af pige på syv måneder
Dommer finder, at der er grundlag for at varetægtsfængsle 37-årig mand for bortførelse og voldtægtsforsøg.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 37-årig mand, der sigtes for at have bortført og forsøgt at voldtage en syv måneder gammel pige, varetægtsfængsles i fire uger.
Det har en dommer i Retten i Sønderborg besluttet efter et mere end to timer langt grundlovsforhør.
Barnevognen med pigen forsvandt mandag aften omkring klokken 18 fra en adresse i Haderslev midtby.
Halvanden time senere fandt politiet barnet på et værelse på Hotel Norden i samme by.
Her anholdt politiet den 37-årige mand og sigtede ham for frihedsberøvelse.
Ved grundlovsforhøret var sigtelsen udvidet til også at omfatte forsøg på voldtægt af barn under 12 år.
Den sigtede nægter sig skyldig og ønskede ikke at udtale sig i grundlovsforhøret.
Men dommeren finder, at der er særlig bestyrket mistanke om, at den 37-årige er skyldig i den rejse sigtelse.
Under forhøret dokumenterer specialanklager Anemarie Haahr sagens akter.
Det kom blandt andet frem, at den sigtede til politiet skal have sagt:
- Jeg har ikke gjort hende noget, men det havde jeg tænkt mig at gøre.
Ordene faldt over for de betjente, der anholdt manden på hotellet, hvor pigen blev fundet.
Den 37-årige ankom til retssal 1 med hænderne spændt fast om livet. Bæltet blev løsnet, da forhøret gik i gang.
Forsvarsadvokat Klaus Ewald argumenterede, at hans klient skulle varetægtsfængsles i surrogat på en psykiatrisk afdeling.
Han henviste til, at manden angiveligt har en diagnose. Det er uvist, hvilken diagnose der er tale om, da denne del af grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre.
Specialanklager Anemarie Haahr mente dog ikke at have set lægefaglig dokumentation, der berettigede til surrogatfængsling.
Hun argumenterede for, at manden skal sidde i en helt almindelig arrest eller fængsel.
Dommeren fulgte indstillingen.
Der kom under grundlovsforhøret ikke noget frem om et muligt motiv for bortførelsen af pigen.
/ritzau/




