Nuuk, 17/12/2025 - 17:43
Aftale flyveledere i Nuuk Lufthavn skal ophæve restriktioner
Efter restriktioner fra Trafikstyrelsen har Greenland Airports og Naviair indgået en aftale om flyveledere.
Af: /ritzau/
Den et år gamle lufthavn i Nuuk skal have flere flyveledere. De skal hæve de restriktioner, som Trafikstyrelsen tidligere på året indførte.
Aftalen er indgået mellem Greenland Airports og Naviair, som skal levere flyvelederne.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Greenland Airports, som de grønlandske medier Sermitsiaq og KNR begge henviser til.
Løsningen med flyveledere ventes at være etableret i maj 2026.
Administrerende direktør i Greenland Airports Jens Lauridsen kalder aftalen for "en investering i fremtiden".
- Den nye luftfartsstyringsløsning lægger et solidt fundament for vækst og effektivitet i Nuuk Lufthavn. Vi har stor tillid til Naviairs ekspertise og ser frem til et stærkt partnerskab, siger han i meddelelsen.
I september blev lufthavnen i Nuuk ramt af restriktioner fra Trafikstyrelsen.
Restriktionerne handler om antallet af fly, der må lette og lande i lufthavnen. Det har udfordret indenrigsflyvningerne i Grønland.
Trafikstyrelsen indførte restriktionerne for at højne sikkerheden.
/ritzau/




